Af Ritzau - 20/03-17 09:37; Opdateret: 20/03-17 13:04

Tre mænd anklages for at afpresse tatovør i OdenseTre mænd anklages for at afpresse tatovør i Odense

Black Army er i centrum i en straffesag, der kommer for retten i slutningen af april. Tre tiltalte nægter.

storybild

Fyns Politi reagerede med anholdelser i februar, da tatovører stod frem og sagde, at de havde været udsat for afpresning. (Billede: Pressefoto Rigspolitiet)

Tre mænd er blevet tiltalt for at afpresse ejerne af en tatovørforretning i Odense. Kravet var, at der skulle betales penge til banden Black Army, hævdes det i anklageskriftet.

To af mændene var iført tøj, som kan knyttes til banden Black Army, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Fyens Stiftstidende kunne i februar berette, at flere tatovører skulle være blevet truet til at aflevere penge til bandemedlemmer.

En formand for en brancheforening oplyste, at han havde været i kontakt med fem tatovører, der havde været plaget på samme måde.

Derefter fik tatovørerne ros af politiets øverste chef.

- Så hatten af for tatovørerne, der tog det første skridt og kom ned på politigården, så vi fik taget hul på det her, sagde politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen.

Men selv om der har været rygter eller snak om flere tilfælde, har politiet kun modtaget én anmeldelse, oplyser en anklager til netavisen fyens.dk.

- Der har været en dialog mellem tatovørerne og Fyns Politi og en snak om, hvorvidt man ville anmelde eller ej, siger specialanklager Lars Petersen.

- Vi kan konstatere, at det er endt med denne ene, konkrete anmeldelse, siger han til fyens.dk.

Resultatet af efterforskningen er, at de tre mænd på 20, 23 og 35 år er blevet tiltalt.

Mændene nægter sig skyldige, men en af forsvarerne vil mandag ikke gå i detaljer.

- Sagen har været behandlet for lukkede døre, og derfor kan jeg på nuværende ikke tidspunkt udtale mig, siger advokat Bettina Antitsch Mortensen.

En anden forsvarer, Mie Sønder Koch, mener, at der ikke er tale om afpresning.

- Rent juridisk er gerningsindholdet i bestemmelsen ikke opfyldt, siger hun.

Sagen kommer for retten i slutningen af april, oplyser politiets specialgruppe Særlig Efterforskning Vest, som har undersøgt sagen sammen med Fyns Politi.

Anklagen bygger ifølge specialanklageren på mændenes opførsel.

Nemlig at "der i deres sprogbrug og i situationen ligger en trussel om senere vold mod indehaverne eller hærværk eller lignende mod butikken, hvis der ikke betales penge til Black Army", forklarer han i en pressemeddelelse.

To af dem optrådte med bandens logo på ryggen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx