Af Bo Norström Weile - 30/07-17 21:11

Dørmænd gik amok og bankede kendt dansk DJs kæresteDørmænd gik amok og bankede kendt dansk DJs kæreste

En af Københavns mest kendte DJs, Jean Von Baden, blev fredag aften involveret i en opsigtsvækkende voldsag foran en populær natklub i Kødbyen i København. Særligt en dørmand - måske på stoffer - gik amok og bankede hans kæreste, fortæller DJ'en nu til MX.

storybild

Dørmændene på natklubben Bakken i Kødbyen i København gik fredag aften amok og skubbede og slog ifølge en kendt købnehavner-DJ ham selv og hans kæreste. (Arkivfoto)

»Klokken var omkring 1.30-1.45. Vi stod udenfor og sludrede lidt. Vi havde drukket et par shots, men var bestemt ikke berusede. Pludselig ser min kæreste, Deborah, at hendes ven står og diskuterer med dørmændene, så hun går derover. Og det er her, det hele starter.«

Ordene kommer fra den kendte københavner-DJ og psykoterapeut Jean Von Baden og er hans beskrivelse af, hvad der skete under de 25 minutter, hvor han selv, hans ven Emil og hans kæreste Deborah blev skubbet til og overfaldet med knytnæveslag fra tre dørmænd på natklubben 'Bakken' i Kødbyen på Vesterbro i København.

Over for MX fortæller Jean Von Baden, at der i dag, søndag, er indgivet tre anmeldelser om vold til Københavns Politi. Tre anmeldelser, der forhåbentlig vil være starten på enden for voldelige dørmænd i det københavnske natteliv.

»Det her er langt fra et enestående eksempel. Der er simpelthen for meget vold fra dørmænds side, og jeg har fået utallige henvendelser fra andre, der har oplevet noget lignende. Det skal stoppe nu. Det skal være sikkert at færdes i nattelivet, og det skal dørmændene være med til at sørge for. De skal ikke være dem, der skubber eller slår først. De skal være rolige og passe på os andre,« siger Jean Von Baden.

I den konkrete sag var det netop dørmændene, der ifølge DJ’en skubbede og slog først.

»Da min kæreste kommer over for at hjælpe sin ven, der bliver holdt tilbage af dørmændene, skubber de til hende og råber, at hun skal ’fucke af’,« fortæller Jean Von Baden til MX.

Kæresten Deborah er selv DJ og har samme aften spillet på netop Bakken.

Skubbet fra dørmanden får Deborah til at kalde på Jean, som med det samme går derover for at komme sin kæreste til undsætning.»Jeg spørger dem, hvad der foregår, og ja, jeg bander og svovler, men jeg er ikke voldelig. Før jeg ved det, bliver jeg skubbet og får et slag i ansigtet. Min ven Emil, som er en stor fyr, bliver lagt ned og holdt fast,« fortæller Jean Von Baden.

Skub og slag sker i løbet af få sekunder, og Jean har ikke et klart billede af, om han ryger ned eller ej. Deborah, som står lidt i baggrunden, ser, hvordan Jean og Emil nu er i problemer og kommer tilbage. Hun råber til de tre dørmænd: "Hvad fanden har I gang i' og prøver at skubbe dem væk fra Jean.

Den ene – og ham som ifølge de tre forurettede var den værste af de tre dørmænd – skubber endnu en gang til den unge pige. Da hun spørger igen, får dørmanden nok, og han slår hende 1-2 gange i ansigtet.

»Måske er det med flad hånd første gang og så en knytnæve anden gang. Vi ved det ikke helt sikkert? Men det var i hvert fald hårdt nok til, at Deborahs kasket flyver af, og at hun nu har papirer på, at hun har fået en hjernerystelse, siger Jean Von Baden, som MX fanger over telefonen på vej hjem fra politistationen på Københavns Hovedbanegård.

»Hun har det rigtig skidt. Hun har ondt i hovedet og er ør og svimmel. Selv har jeg lidt ondt i kinden,« fortæller DJ’en.

Københavns Politi kan ikke over for MX bekræfte, at de har modtaget en eller flere anmeldelser i den konkrete sag. Det betyder dog ikke, at de ikke har modtaget dem, men blot, at de ikke har ressourcer til at kigge deres system igennem søndag aften, oplyser vagtchefen.

MX har dog set en kvitteringen af anmeldelsen.

Stor respekt for dørmænd

40-årige Jean Von Baden har været en fast del af den københavnske nattelivsscene i 25 år. Han har set og oplevet det meste. Også fra overtændte dørmænd, der har haft svært ved at styre deres temperament og ofte hårdtpumpede overarme. Men aldrig i en sådan grad, som han oplever det nu.»Det er et problem, som er særligt stort i København lige nu. Jeg har fået rigtig mange beskeder på baggrund af den her oplevelse, hvor folk fortæller om, hvordan de selv er blevet tæsket og chikaneret af københavnske dørmænd. Selv politiet taler om det, siger Jean Von Baden og fortsætter:

»Generelt har jeg kæmpestor respekt for dørmandsfaget. Og det er virkelig kun de brodne kar, vi er ude efter her. Security skal betyde sikkerhed. Ikke det modsatte. Og derfor har klubberne et kæmpeansvar, når det handler om at screene, udbyde de rette kurser i konflikthåndtering og sørge for at foretage drugtests (test af stoffer, red.), så der ikke render danske dørmænd rundt på steroider eller andet,« siger han.

På stoffer

Jean og Deborah kan ikke vide det med sikkerhed, men ud fra dørmandens meget voldelige opførsel, har de en mistanke om, at han ikke kun var på postevand og proteinshakes den aften:

»Han havde de her helt spidse pupiller, og han havde virkelig ingen kontrol over sig selv. Han prøvede hele tiden at få situationen til at spidse endnu mere til, og de andre to (hans kolleger) var nødt til at holde ham tilbage. Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men det virkede virkelig som om, at han var på stoffer. Ellers slår man ikke på andre sådan helt umotiveret,« lyder konklusionen fra den københavnske DJ og psykoterapeut.

Efter episoden lagde Jean Von Baden et opslag op på Facebook, hvor han krævede, at hændelsen ville få konsekvenser. Opslaget er siden blevet delt flere end 200 gange, og inde på Bakkens Facebookside raser flere københavnere over natklubbens brug af voldelige dørmænd.

MX har forsøgt at få en kommentar fra Bakken, men det har ikke været muligt søndag aften.

Bakkens chef har dog skrevet direkte til Jean Von Baden og forklaret, at de tager sagen meget alvorligt og lige nu er i fuld gang med at undersøge den.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Mestrene spiller med musklerne:...
bt.dk
8-årig dreng er blevet fundet
bt.dk
Retoriker: 'Den her tale får...
bt.dk
Det plejer vi ikke at få at vide:...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx