06/08-17 10:46; Opdateret: 06/08-17 12:06

Politiet indsætter fly over visitationszone i KøbenhavnPolitiet indsætter fly over visitationszone i København

Som led i bandekonflikten i København får politiet støtte fra et fly, der skal flyve over visitationszone.

storybild

København. Søndag aften vil der ligesom lørdag flyve et fly over visitationszonen i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Thomas Tarpgaard søndag formiddag.

Det er hjemmeværnet, som har stillet flyet til rådighed for Københavns Politi.

Vagtchefen fortæller, at det er "et taktisk værktøj", men vil ellers ikke uddybe, hvordan flyet bliver brugt, og hvor længe det er i luften.

Det er blevet indsat som led i den eskalerende bandekonflikt, der verserer i øjeblikket i København.

- Støtte fra luften i bandekonflikten, er et taktisk værktøj, der understøtter operationen, skriver politiet også på Twitter.

I løbet af den seneste uge har der været fem skyderier i hovedstaden. Ved to af episoderne blev to helt tilfældige unge mænd, som ifølge politiet ikke har noget med bandekonflikten at gøre, ramt at skud.

Det fik Københavns Politi til at advare unge mænd, der færdes i de områder, og som ikke har noget med bander at gøre, til at passe på sig selv.

Visitationszonen i København, som flyet skal flyve over, har været gældende siden 20. juli. Torsdag valgte politiet at udvide den.

Zonen, der strækkes frem til 17. august, gælder nu i et område omkring Nørrebro, Husum, Brønshøj, Tingbjerg og et lille område omkring Ryparken Station.

Det er ikke første gang, at politiet får støtte fra luften til at bekæmpe kriminalitet.

Forrige sommer fik politiet hjælp fra to af Hjemmeværnets overvågningsfly til at finde dem, der satte biler i brand i København.

De fly var ifølge Ekstra Bladet af typen Britten-Normann Defender, som blandt andet kunne filme mulige gerningsmænd fra flere kilometers afstand.

Siden 12. juni har der været 18 banderelaterede skyderier i København. Første gang politiet indsatte et fly over visitationszonen var lørdag.

- Vi har en flyver over visitationszonen i aften. Håber alle kan bære over med støjen, skrev politiet på Twitter.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx