Af Ritzau - 19/12-16 15:41; Opdateret: 19/12-16 17:14

Rocker får seks års fængsel i omfattende hashsagRocker får seks års fængsel i omfattende hashsag

Forklaringer fra tilståelsessager var mandag centrale i hashdom mod rocker og tre andre mænd.

storybild

Ti personer er nu dømt i sagskomplekset "La Playa" om handel med hash i store mængder. (Billede: Free/Colourbox)

En 57-årig Hells Angels-rocker er mandag ved Københavns Byret idømt seks års fængsel i en sag om indsmugling og handel med hash i store mængder.

Rockeren Jens Christian Firlings er tidligere dømt for lignende kriminalitet, og han havde mere end 600 dages manglende afsoning fra en tidligere dom.

På grund af prøveløsladelse blev hans afsoning dengang afbrudt, men nu skal Jens Christian Firlings altså også sidde hele den gamle straf af. Dog har han anket til Østre Landsret med krav om frifindelse.

Seks mænd har tidligere tilstået deres rolle i sagen og fået straf som forskyldt.

De tilståelser har været centrale i bevisførelsen mod rockeren og tre andre mænd, som mandag blev dømt i sagen.

Blandt de tidligere dømte er udenlandsdanskeren Casper Sømoe, som i april blev idømt syv års fængsel.

Fra sin base i Marbella på Costa del Sol tog han mod millioner af kroner fra salg af hash, som han på forskellig vis orkestrerede.

Måske på grund af den subtropiske forbindelse har politiet efterforsket sagen under kodenavnet "La Playa". Det er spansk og betyder "Stranden".

Rockeren Firlings har spillet en betydelig rolle i sagen. Men det er ikke ham, som er dømt for den største mængde hash.

Hvor Firlings ifølge Københavns Byret har været indblandet i indsmugling og handel med godt 300 kilo hash, har den 25-årige Theis Iskou Hansen mere på samvittigheden.

I dommen er han blevet stillet til ansvar for 2,1 ton hash. Det er samme mængde, som Casper Sømoe i april blev dømt for.

Iskous rolle har blandt andet været at transportere penge. På en enkelt tur til Spanien smuglede han ifølge byrettens dom et beløb i euro, som svarede til 1,3 millioner kroner.

Pengene var gemt i et særligt konstrueret smuglerrum i bilens midterkonsol.

Byretten takserede Iskous brøde til at udløse en straf på seks års fængsel.

Hashen i sagen er blevet handlet og opbevaret forskellige steder. Blandt andet i et kælderrum på Blykobbevej i Kastrup på Amager. Herfra blev hashen sendt videre ud på markedet og solgt i blandt andet Slagelse og på Christiania.

Ved mandagens domsafsigelse blev 38-årige Martin Leander idømt tre års fængsel. 31-årige Bjarke Jørgensen fik to et halvt års fængsel.

De er dømt for at have deltaget i handel med henholdsvis 126 og 67 kilo hash. De blev begge løsladt fra varetægtsfængsel efter mandagens retsmøde og overvejer, om de vil anke dommen til Østre Landsret.

Det samme gør Iskou, mens Firlings valgte at anke sin dom på stedet. Iskou og Firlings skal fortsat sidde fængslet.

En 43-årig mand var også tiltalt i sagen. Han blev dog mandag frifundet af Københavns Byret. Det er nu op til anklagemyndigheden, om sagen mod ham skal indbringes for landsretten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx