Af Maria Christine Madsen - 09/07-17 08:36

Hele Danmarks Jesper beder om hjælp: - Det betyder noget, når børnene kan mødesHele Danmarks Jesper beder om hjælp: - Det betyder noget, når børnene kan mødes

Som det eneste barn i Danmark lider Jesper Sørensen af den sjældne genetiske sygdom progeria, der gør, at hans krop ældes otte gange hurtigere end normalt. Derfor betyder det meget, når han kan mødes med andre børn, der går det samme igennem som ham.

storybild

ARKIVFOTO af Jesper Sørensen. (Billede: Morten Stricker)

De seneste år har den unge mand, der charmerede sig ind i danskernes hjerter i dokumentarserien 'Drengen i den gamle krop', for det meste holdt sig ude af rampelyset efter en større operation, som han måtte igennem i 2015, hvor hans hofte røg ud af hofteskålen under en fodboldkamp.

Selvom det bagefter var en lang proces for ham at komme sig, forklarede han sidste år til TV 2 i forbindelse med sin 19-års fødselsdag, at han var ovenpå igen - og at han er sikker på, at han både kommer til at fejre sin 20-års og 25-års fødselsdag.

»Nu holder jeg mig bare til plasticbolde på fodboldbanen i stedet for de hårde bolde,« sagde Jesper Sørensen dengang.

Dengang fortalte han også, at han til dagligt går på Hjørring produktionsskole, hvor han arbejder i køkkenet. Og det gør han endnu, fortæller hans mor - Jette Sørensen - som BT hurtigt fanger på telefonen, mens hun er ved at pakke til at køre på ferie med familien.

Derudover fortæller hun, at det fortsat går godt med den unge mand.

»Han har det fint,« siger hun, før hun giver røret videre til Jesper Sørensen, der ikke tøver:

»Jeg har det godt,« siger han.

Lige nu ser han frem til at skulle til træf med andre progeriaramte børn senere på året i august. Men pengemangel kan spænde ben for projektet.

For tre år siden lykkedes det Jesper selv sammen med sin familie at afholde et sommertræf for 15 andre progeriaramte børn i Nordjylland, hvor han er født og opvokset. I år forsøger en norsk kvinde at gøre det samme, og der er allerede samlet en del penge ind til det. Dog mangler de sidste.

Derfor delte Jesper Sørensen og familien fredag en indsamlingsside for træffet på Facebook:

'Når jeg møder folk på gaden og andre steder, spørger de tit, hvordan jeg har det og fortæller mig, at de synes, det var rigtig flot, at jeg fik samlet alle børnene med Progeria (og deres familier) her til Danmark. Og i den forbindelse vil jeg gerne bede om jeres hjælp, for i år har en norsk dame, som også har været med til de her træf, planlagt at holde det i Norge. Der ER kommet penge ind, men vi mangler stadig lidt, så hvis I vil give en skilling og dele det her link, vil jeg blive RIGTIG glad', skrev han til indsamlingen.

Lørdag er der allerede indsamlet godt 18.000 ud af de 50.000 kroner, og den nyhed glæder Jette Sørensen.

»Nej, er det rigtigt? Hold da op, det troede jeg ikke. Det var da helt utroligt. Det er da bare glædeligt. Det er vi sørme glade for. Det betyder noget, når børnene kan mødes. Det gør det virkelig,« siger hun og forklarer, at de sørger for at holde kontakten til mange af de andre familier over blandt andet mail.

Hun fortæller samtidig, at Jesper selv har planer om at deltage i træffet, hvis det lykkes at samle nok penge ind.

»Han ser meget frem til det, det er helt sikkert. Men hvis der ikke bliver samlet penge nok ind, så må vi aflyse og forsøge at gøre det næste år,« siger Jette Sørensen.

Børn med progeria bliver sjældent mere end 13 år. Men sidste år kunne nordjyden mod alle odds fejre sin 19-års fødselsdag.

Hvis du har lyst til at støtte indsamlingen, kan du gøre det HER.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Rygterne har svirret længe: Nu tager...
bt.dk
Brændt straffespark og drama:...
bt.dk
Kronprins Frederik tog røven på...
bt.dk
Verdenskendt popstjerne deler frækt...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx