13/11-17 12:31; Opdateret: 13/11-17 15:54

Politiet anholder teenager for drab ved MjølnerparkenPolitiet anholder teenager for drab ved Mjølnerparken

I alt fire personer er nu anholdt i sagen om drabet på den 22-årige Ghassan Ali Hussein.

storybild

København. Københavns Politi har anholdt en fjerde person i forbindelse med det seneste bandedrab i København, hvor en 22-årig mand torsdag blev skudt ved Mjølnerparken på Nørrebro.

Den anholdte er en 18-årig mand, der ifølge politiet nægter sig skyldig.

Mandag eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt med krav om varetægtsfængsling. Det oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi.

Den 18-årige blev imidlertid ikke varetægtsfængslet. Dommeren ville kun gå med til at forlænge hans anholdelse i tre gange 24 timer.

Den tid kan politiet nu bruge til at forstærke beviserne mod ham, hvis han fortsat kræves varetægtsfængslet.

Allerede fredag blev tre andre mænd fængslet i sagen. Umiddelbart mener politiet dog ikke, at de tre skal have affyret de dræbende skud.

Tilsyneladende er det samme tilfældet med den 18-årige. Af sigtelsen mod manden fremgår det, at gerningsmanden fortsat ikke er identificeret.

Det er uklart, præcist hvilken rolle den 18-årige skal have spillet.

Men politiet hævder, at han "i forening og efter forudgående aftale, planlægning og fælles forståelse" med de tre fængslede og flere uidentificerede medgerningsmænd skal være skyldig i drab og drabsforsøg.

Den 18-årige blev anholdt søndag eftermiddag, da han kom med færgen fra Puttgarden i Tyskland.

- Han kommer kørende i en bil sammen med nogle andre og bliver kaldt ind til rutinemæssig kontrol. Han viser sig så at være efterlyst af os, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Det var torsdag eftermiddag, at to mænd på scooter sendte en byge af skud gennem forruden på en bil på en parkeringsplads ved Mjølnerparken.

Den 22-årige Ghassan Ali Hussein blev dræbt, mens en 19-årig blev såret i den ene arm.

Drabet var det tredje på halvanden uge og det andet ved Mjølnerparken.

Efter flere måneder med bandeskyderier skrev flere medier søndag, at der nu skal være indgået en foreløbig våbenhvile mellem banderne i hovedstaden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx