25/10-17 06:59

Medie: Anna Mee bad embedsværk hjælpe ven med byggeprojektMedie: Anna Mee bad embedsværk hjælpe ven med byggeprojekt

De Radikale ønskede blot at sikre en god kulturinstitution, forklarer københavnerborgmester om ny sag.

storybild

Det kan se ud som om, at Allerslev har brugt sin borgmestertitel til at hjælpe en privat ven, siger forvaltningsretsekspert. Scanpix/Jens Astrup

København. Det kan se ud som om, at beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev (R) har forsøgt at bruge sin position til at fremme en sag for en privat ven.

Sådan siger Steen Rønsholdt, professor emeritus i forvaltningsret ved Københavns Universitet, til BT, der onsdag beskriver, at Allerslev har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen hjælpe med en byggesag.

I sagen havde Øens Murerfirma og koncertarrangøren Tap 1 en ansøgning til behandling i forbindelse med et projekt på Øens Murerfirmas grund i Kløverparken i København.

Ejeren af Øens Murerfirma, Jan Elving, er privat ven med borgmesteren.

Jan Elving og Tap 1 manglede i oktober sidste år en tilladelse til at gå i gang med at bygge fabrikshaller - som ligger på Øens Murerfirmas matrikel og er ejet af samme firma - om til et spillested.

14. oktober 2016 skrev Anna Mee Allerslev ifølge BT til Teknik- og Miljøforvaltningens direktør, Torben Gleesborg:

- Jeg kan forstå på Tap 1 og Øens Murerfirma, at de afventer svar fra jer på deres byggesag.

- De søgte i juni. Men de har desværre ikke fået svar, til trods for at dine gode folk har forsikret dem om, at deres sag burde være uproblematisk.

- Ud over at den konkrete byggesag er vigtig nu og her, har byggesagen forsinket selve deres ansøgning om et nyt plangrundlag for Kløverparken, der skal muliggøre, at Tap 1 kan drive kulturbegivenhed og virksomhed der.

- De er ved at gå konkurs, så det haster med byggesagen, så de kan komme videre med selve ansøgningen om plangrundlaget. Skal jeg bede om en officiel status, eller kan du hjælpe dem med deres sag, så de kan komme videre?

Fire dage senere gav forvaltningen byggetilladelse til at ombygge Jan Elvings lagerhal.

Ifølge Steen Rønsholdt "kan sagen give et indtryk af nepotisme".

- Med en juridisk betegnelse kan det ligne et forsøg på at øve usaglig interessepåvirkning på en sag, siger han til BT.

Anna Mee Allerslev afviser, at der skulle være noget problematisk i hendes henvendelse.

- Jeg spurgte, hvordan sagen skred frem. Og hvordan den rigtige proces var, fordi Tap 1 var ved at gå konkurs. Det handler om, at Radikale har gjort alt, hvad vi kunne for at redde en rigtig god kulturinstitution.

- Det har ikke noget at gøre med Øens Murerfirma, siger borgmesteren til BT og påpeger desuden, at Tap 1 har fået støtte fra en budgetaftale, som et flertal uden Radikale Venstre aftalte.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx