Af Ritzau - 08/04-17 11:11; Opdateret: 08/04-17 12:38

Dansk politi er på udkig efter mistænkelige køretøjerDansk politi er på udkig efter mistænkelige køretøjer

PET, Rigspolitiet og politikredsene følger situationen i Stockholm nøje, hedder det i udtalelse.

storybild

Efter angrebet i Stockholm har politifolk fået besked om at holde øje med ting, der afviger fra normalbilledet, oplyser Rigspolitiet (arkivfoto). (Billede: Free/Pressefoto Rigspolitiet)

På grund af angrebet i Stockholm har dansk politi skærpet opmærksomheden mod for eksempel mistænkelige køretøjer.

Det oplyser Rigspolitiet lørdag.

Beredskabet er dog ikke blevet forhøjet på grund af fredagens blodige begivenhed, som ligner tidligere angreb mod tilfældige i Nice, Berlin og London.

- Politiet har som en naturlig følge af de seneste tragiske hændelser rettet fokus mod ting, der måtte afvige fra normalbilledet, herunder mistænkelige køretøjer, oplyser Rigspolitiet i en mail.

Såvel PET som Rigspolitiet og politikredsene følger situationen i Stockholm tæt for at se, om det kan "give anledning til yderligere herhjemme," lyder det.

I forvejen er politiet allerede i et forhøjet beredskab. Det skyldes den generelle trussel.

I den seneste vurdering af truslen sagde Center for Terroranalyse under PET i februar, at der er en risiko for såkaldt simple angreb.

Her står, at "simple angreb med lettilgængelige midler og kort planlægning er den mest sandsynlige form for terrorangreb i Danmark".

Angreb kan ske, uden at efterretningstjenesten har indikationer om det på forhånd. Men risikoen for at blive offer for et terrorangreb i Danmark er "fortsat begrænset", hedder det.

Det er generel viden, at de såkaldt simple angreb kan risikere at inspirere andre til at foretage sig lignende handlinger.

Efter angrebet på et julemarked i Berlin blev den fysiske sikkerhed skærpet blandt andet i København. Siden da har der stået betonklodser flere steder i København.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx