Af - 04/05-17 16:10; Opdateret: 04/05-17 19:42

Drenge idømmes fængsel for brandangreb i RyDrenge idømmes fængsel for brandangreb i Ry

Retten finder fire drenge skyldige i farligt angreb mod en 16-årig dreng med afghansk baggrund.

Fire drenge er torsdag eftermiddag fundet skyldige i at have kastet en flaske med brændende benzin mod en 16-årig dreng, som de kendte fra skolen.

Retten i Horsens idømmer to af de tiltalte fængsel i halvandet år, mens to andre idømmes et års fængsel for brandangreb.

Straffen gøres delvist betinget.

Således skal to afsone seks måneder, mens to andre skal afsone fire måneder. Resten af straffen gøres betinget.

Drengene har siddet varetægtsfængslet i sagen i tre måneder.

Dommer Charlotte Hove Lasthein forklarer, at retten har lagt vægt på sagens grove karakter, og at der er tale om et angreb begået i forening.

De har alle nægtet sig skyldige.

De fire drenge var tiltalt for efter forudgående aftale at have kastet en flaske med brændende benzin mod en 16-årig dreng med afghansk baggrund.

Konfrontationen fandt sted 6. februar ved den lokale idrætshal i Ry, hvor de fire drenge mødtes med den 16-årige.

De tiltalte har forklaret, at de ville give den 16-årige en lærestreg, fordi han gennem længere tid havde provokeret og irriteret drengene, der deler skole og klassetrin med offeret.

Sagen har på grund af den grove karakter vakt opsigt, og ombudsmanden har besluttet at gå ind i sagen for at se, om skolen og kommunen har handlet i overensstemmelse med lovgivningen i forhold til de involverede drenge.

Skanderborg Kommune har selv konkluderet, at der var et relativt højt konfliktniveau på 9. klassetrin på den pågældende skole.

Men kommunen har vurderet, at den ikke kunne have gjort noget, som kunne have forhindret angrebet, der fandt sted efter skoletid.

Det 16-årige offer blev ved angrebet forbrændt på 20 procent af kroppen. Han har stadig fysiske og psykiske mén efter hændelsen og har bebudet et erstatningskrav mod drengene.

LÆS OGSÅ: Anklager vil straffe alle fire drenge for brandbombe

LÆS OGSÅ: Offer for brandbombe: Jeg havde regnet med vi skulle slås

LÆS OGSÅ: Tiltalt for brandoverfald: Vi ville give ham en lærestreg

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx