30/08-17 19:35; Opdateret: 30/08-17 22:21

Regeringens HK'er og direktør har næsten samme huslejeRegeringens HK'er og direktør har næsten samme husleje

Lidt ændrede antagelser om HK'ers husleje ændrer omstridt regnestykke om skatteforslag, medgiver ministerie.

storybild

København. Regeringen sminker tallene og overdriver den skattelettelse, en lavtlønnet butiksansat har i udsigt.

Sådan lyder kritikken fra såvel oppositionspolitikere som uafhængige økonomer, efter at regeringen har forklaret, at dens foreslåede skattereform giver relativt størst lettelse til en HK'er på mindsteløn.

Med ordet "relativt" mener regeringen skattelettelse sat i forhold til personens rådighedsbeløb efter skat og også efter husleje.

Det mener kritikerne er med til at få skattelettelsen til at se kunstigt høj ud. For hvis huslejen er meget høj, bliver rådighedsbeløbet lille. Og den relative skattelettelse dermed stor.

Flere økonomer har haft svært ved at få tallene til at stemme.

Ritzau har bedt Skatteministeriet om at lægge de tal frem, der ligger til grund for, at regeringen er nået frem til, at en HK'er får en skattelettelse på 7,1 procent, mens direktørens lettelse svarer til 5,7 procent.

Skatteministeriet henviser til Finansministeriet. Og her lyder forklaringen, at det blandt andet er den antagede husleje for HK'eren, der kan få tallet til at svinge.

Ministeriet har antaget, at en HK'er har en husleje på niveau med en funktionær og en direktør, nemlig 6300 kroner. Men HK'eren modtager boligstøtte, påpeger ministeriet og ender derfor med en lavere husleje.

Boligstøtten er i regneeksemplet sat til 7380 kroner om året, oplyser ministeriet. Det svarer til 615 kroner om måneden.

Afhængigt af, hvad boligudgiften sættes til at være, kan man komme frem til vidt forskellige resultater, fremgår det af svaret fra Finansministeriet.

- Antages boligudgiften for HK'eren at være på niveau med LO'eren (den kategori med næstlavest indkomst i eksemplerne, red.) udgør lempelsen for HK’eren 5,4 procent af rådighedsbeløbet efter bolig.

- Det vil sige 1,7 procentpoint lavere end i pjecen, men stadig omtrent på niveau med direktøren, skriver Finansministeriet.

Cheføkonom i fagforbundet 3F Frederik I. Pedersen er en af dem, der har undret sig. Efter at have set Finansministeriets forklaring, skriver han til Ritzau:

- Der er tilsyneladende konstrueret en helt specifik lavtløns-HK'er til lejligheden, der giver lige præcis den meget høje procent.

- Hvis huslejeniveau fulgte lønniveau – hvad der ville være naturligt – så ser regnestykket helt anderledes ud.

Flere økonomer, blandt andre professor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet og cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos, opfordrer over for DR til, at man i stedet for rådighedsbeløb ser på indkomsten efter skat. Derved vil man undgå at skulle gisne om, hvad folks husleje er.

Det er også normal praksis, når man diskuterer skattepolitik, anføres det.

I kroner og øre står en HK'er på mindsteløn til en skattelettelse på 5000 kroner i regeringens forslag.

Mens regneeksemplet "Direktøren", som Finansministeriet henviser til, der antages at tjene en million om året, vil slippe 26.700 kroner billigere i skat.

Finansminister Kristian Jensen (V) har ikke haft tid til at kommentere kritikken over for Ritzau. Men til Jyllands-Posten, der har skrevet om de samme beregninger, siger han:

- Der er regnet fuldstændig korrekt. Der er intet at skjule, og det er politik, vi til enhver tid vil stå på mål for.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx