Af Ritzau - 28/06-17 18:05; Opdateret: 28/06-17 19:48

Rudaizky klager til ombudsmanden: Andre har gjort værre tingRudaizky klager til ombudsmanden: Andre har gjort værre ting

I maj erklærede Valgbarhedsnævnet, at Finn Rudaizky (DF) ikke var valgbar. Nu klager han til ombudsmanden.

storybild

Lokalpolitikeren Finn Rudaizky (DF) klager nu til Folketingets Ombudsmand. Han mener ikke, at Valgbarhedsnævnet er kommet med en egentlig begrundelse for, at han ikke længere er valgbar. (Billede: Scanpix/Kristian Juul Pedersen/arkiv)

Dansk Folkeparti-politikeren Finn Rudaizky går nu til Folketingets Ombudsmand.

Det sker, efter at Valgbarhedsnævnet i maj erklærede, at han ikke længere er valgbar til Borgerrepræsentationen i København eller Region Hovedstaden.

Det skriver den københavnske lokalavis Havnefronten.

Valgbarhedsnævnet traf sin afgørelse, efter at Rudaizky blev idømt en bøde på 10.000 kroner for at lække fortrolige oplysninger.

Det skete i sagen om terrorangrebet på Krudttønden og Synagogen, hvor Rudaizky fodrede pressen med oplysninger om gerningsmanden, Omar El-Hussein.

Men politikeren mener ikke, at Valgbarhedsnævnets afgørelse lever op til lovens intentioner eller bogstav.

- I afgørelsen fra Valgbarhedsnævnet er der citeret fra byrettens afgørelse. Det afsluttes med, at jeg derfor ikke er valgbar, siger Rudaizky til Havnefronten.

- Nævnet kunne have citeret samme tekst fra byrettens afgørelse og konkluderet, at jeg fortsat er valgbar. Derfor går jeg nu til Ombudsmanden, fortsætter han.

Han mener ikke, at Valgbarhedsnævnet har givet en egentlig begrundelse for sin beslutning. Og dermed har han ikke haft mulighed for at vurdere, om afgørelsen er rigtig.

Over for Ritzau understreger Finn Rudazky, at det er proceduren i Valgbarhedsnævnet og ikke afgørelsen, han vil have Ombudsmanden til at se på.

- Og så vil jeg have en forklaring på, hvorfor man har ændret praksis. Andre politikere er tidligere dømt for meget værre ting som vold og terrorstøtte, uden at Valgbarhedsnævnet har grebet ind, siger han.

Allerede da Valgbarhedsnævnet traf sin afgørelse, fortalte politikeren, at han agter at stille op til efterårets valg til kommuner og regioner.

74-årige Finn Rudaizky var formand for det Mosaiske Trossamfund fra 1979 til 1982.

Han har siden 2008 repræsenteret Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation efter at have været socialdemokrat i en lang årrække.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx