Af Ritzau - 23/04-17 22:31

Udvalg: Støtte til sol og vind-energi kan udfases inden 2030Udvalg: Støtte til sol og vind-energi kan udfases inden 2030

Politikerne bør i nyt energiforlig sikre, at vedvarende energi bliver markedsdrevet, siger Energikommissionen.

storybild

Dong Energy kunne for nylig fremsætte bud på to havvindmølleparker i den tyske del af Nordsøen, hvor der ikke var brug for statstilskud for at få det til at løbe rundt. Udbygning af vedvarende energi skal i højere grad ske på markedsvilkår, lyder det fra Energikommissionen. Arkivfoto. (Billede: Free/Dong Energy A/s)

Når politikerne tager fat på arbejdet med en ny energiaftale, er en af de vigtigste opgaver at sørge for, at fremtidens solceller og vindmøller sættes op uden støtte fra staten og på markedets egne vilkår.

Sådan lyder det fra Energikommissionen, som regeringen har sat i verden for at komme med anbefalinger til energipolitikken frem til 2030.

Ifølge Energikommissionens formand, Danfoss-topchef Niels B. Christiansen, er det sandsynligt, at støtten til udbygning af vedvarende energi i Danmark kan udfases helt inden 2030.

- Vi taler for et paradigmeskift. Behovet for at støtte vedvarende energi som vind, sol, havvind og landvind, bliver mindre.

- Til gengæld får vi en langt større udfordring med at få et integreret, fleksibelt, internationalt energisystem, som kan håndtere op til 100 procent vedvarende energi, siger Niels B. Christiansen.

Han fremhæver, at Dong Energy allerede for nylig kunne fremlægge et bud på at opføre to havvindmølleparker i den tyske del af Nordsøen, hvor der ikke bliver brug for statstilskud.

Sådan kommer fremtiden til at tegne sig, lyder det.

De penge, der så bliver tilovers i staten, skal blandt andet bruges på forskning og udvikling med fokus på fremtidens energisystem. Det kan komme til at sikre dansk eksport i fremtiden.

- Vi skal måske ikke længere kun være verdensmestre i vind.

- Til gengæld kan det være, at vi bliver superdygtige til at lave et fleksibelt og integreret energisystem, som er velforbundet til udlandet, og som kan håndtere store mængder vedvarende energi, siger kommissionsformanden.

Han uddyber, at fremtidens energisystem skal være smart og kunne indrette sig efter svingende energiproduktion, så forsyningssikkerheden opretholdes trods skiftende vejr.

I dag er forsyningen af el i Danmark afhængig af blandt andet leverancer fra Norge og Sverige.

Og det kommer altså til at stille nye krav til fremtidens energisystem, hvis regeringens mål om uafhængighed af fossile brændstoffer i 2050 skal indfris.

Energikommissionens ni medlemmer fremlægger mandag formiddag deres anbefalinger til regeringen.

Blandt hovedoverskrifterne er også at energimarkederne i højere grad skal tænkes internationalt. Der skal fokus på generelt at bruge mindre brændsel - olie, gas og biobrændsel - og i stedet bruge mere el - både til opvarmning og transport.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx