Af Ritzau - 18/03-14 11:13

Yngre kvinde er sigtet for brandstiftelse i FredericiaYngre kvinde er sigtet for brandstiftelse i Fredericia

En yngre kvinde bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør. Hun er sigtet for brandstiftelse i Fredericia.

Sydøstjyllands Politi anholdte sent mandag aften en yngre kvinde for at have sat ild til en etageejendom i Kongensgade i Fredericia.

Kvinden bliver tirsdag fremsat i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Det siger vicepolitikommissær fra lokalpolitiet i Fredericia, Mogens Damgaard, til Ritzau.

- Vi fandt ud af, at branden var påsat. I forbindelse med vores oplysninger, efterforskninger og forhør fik vi anholdt en yngre dame sent mandag, og hun bliver fremstillet i grundlovsforhør her klokken 11 ved Retten i Kolding, siger han.

Af hensyn til grundlovsforhøret kan Mogens Damgaard ikke give yderligere oplysninger om kvinden eller sigtelsen.

Politiet fik alarmen om branden kort før klokken 19.30 mandag, og ilden menes at være opstået i et loftsrum.

Beboerne i ejendommens to opgange blev evakueret med det samme, og kort tid efter måtte yderligere to opgange i en nærliggende ejendom også evakueres på grund af røg.

Ingen personer er blevet undersøgt for røgforgiftning, oplyste politiet efter evakueringen.

Brandteknikere undersøger tirsdag ejendommens loftrum, der blev hærget af ilden.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx