Af Ritzau - 06/03-17 13:09; Opdateret: 06/03-17 13:28

Bornholmer slipper for anholdelse i sag om børnepornoBornholmer slipper for anholdelse i sag om børneporno

Forsvarer får medhold i Østre Landsret i straffesag om tusinder af billeder og videoer på det mørke net.

storybild

Det er Bornholms Politi, der har efterforsket en større sag om børneporno mod en 34-årig mand. Størstedelen af beviserne stammer angiveligt fra det amerikanske forbundspoliti, FBI. (Arkivfoto) (Billede: Politiet)

En mand, der er tiltalt for at have været administrator på to hjemmesider for børneporno, slipper for at blive anholdt.

Østre Landsret har mandag omgjort en afgørelse truffet af en dommer i Retten på Bornholm.

Det oplyser mandens forsvarer, advokat Ulrik Sjølin Pedersen, der har fået medhold af landsretten.

Den 34-årige mand er anklaget for at have været med til at dele tusindvis af ulovlige billeder og videoer med brugere på hjemmesider på det såkaldt mørke internet.

Manden opholder sig i udlandet. Og i februar fik en anklager overbevist en dommer i Rønne om, at han skulle anholdes.

Men mandag har landsretten altså underkendt afgørelsen.

Tidligere i forløbet har landsretten i øvrigt også ændret byrettens kendelse om varetægtsfængsling til løsladelse.

Angiveligt kommer den 34-årige retur til Danmark til sommer, hvor sagen så ifølge forsvareren kan blive behandlet.

Størstedelen af sagens beviser stammer fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, oplyser advokat Ulrik Sjølin.

Og det er meget problematisk, mener advokaten. Materialet er efter hans opfattelse fremskaffet på en måde, som ikke rimer med danske regler.

Anklagemyndigheden hævder, at den tiltalte fastsatte regler for brugere på websiderne på TOR-nettet.

Blandt andet skal han have krævet, at de hver uge skulle sende nyt materiale, hvis de fortsat skulle have adgang til siderne.

Tiltalen drejer sig om, at han "på systematisk og organiseret vis" skal have medvirket til udbredelsen af børneporno.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx