Af Ritzau - 15/12-16 15:26

Embedsmand undrer sig over PET-møder med Kina-diplomaterEmbedsmand undrer sig over PET-møder med Kina-diplomater

Udenrigsministeriet var også optaget af demonstrationer ved det kinesiske statsbesøg i 2012, viser afhøring.

storybild

Dette flag måtte ikke ses fra præsident Hu Jintaos eskorte under besøget i Danmark i 2012. Det stod i Københavns Politis såkaldte operationsbefaling. Tibetkommissionen skal afdække, hvordan det gik til, at politiet besluttede at tilsidesætte borgernes ytringsfrihed (arkivfoto). (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Højst usædvanligt. Den karakterstik klistrer en embedsmand i Udenrigsministeriet på PET's opførsel forud for den kinesiske præsidents besøg i 2012.

Chefkonsulent Nis Lauge Gellert hæfter sig ved, at PET's såkaldte sikkerhedskoordinator holdt fire møder med personer fra den kinesiske ambassade i København.

- To var på kinesiske restauranter, og to var på den kinesiske ambassade, noterer Nis Lauge Gellert torsdag under en afhøring i Tibetkommissionen.

Det problematiske er, at man kan få indtryk af, at møderne ikke fandt sted på politiets præmisser, mener chefkonsulenten.

Desuden kalder han det "en stor skam", at Københavns Politi beordrede betjente til at jagte borgere med tibetanske flag under Hu Jintaos besøg.

Kommissionen er blevet nedsat for at opklare, hvordan det kunne gå til, at politiet traf beslutningen om at blæse på borgernes ytringsfrihed.

Politiet fik en trusselsvurdering fra PET om, at det var meget afgørende for kineserne, at de ikke skulle tabe ansigt - ved at blive konfronteret af demonstranter.

Netop udtrykket om at tabe ansigt og de kinesiske bekymringer var også Udenrigsministeriet optaget af forud for besøget.

Blot to dage før besøget 14. juni mødtes Nis Lauge Gellert og hans chef med to kinesiske diplomater.

I referatet fortælles om bekymringen for fornærmende manifestationer. Kineserne ønsker "inden for lovens rammer" at skærme delegationen mest muligt.

Og den danske kontorchef kvitterer ifølge referatet ved at forsikre, at man vil gå videre til "de kompetente myndigheder."

- Det er politiet, oplyser Nis Lauge Gellert.

Han tror, at det er Udenrigsministeriets protokol, der må have håndteret emnet med politiet. Medarbejdere i protokollen vil blive afhørt på et senere tidspunkt.

Under afhøringen giver kommissionens udspørger udtryk for en teori om, at PET's advarsel til politiet om den kinesiske frygt i virkeligheden stammede fra Udenrigsministeriet.

Men Nis Lauge Gellert svarer altså igen ved blandt andet at påpege de fire møder, som PET holdt med den kinesiske ambassade.

Men som nævnt var Udenrigsministeriet også selv fokuseret på det, som kineserne kaldte forstyrrelser - altså demonstrationer.

- Jeg ved, at spørgsmålet om, hvordan man skulle planlægge ruten for Hu Jintaos besøg, var genstand for drøftelser i forberedelsesgruppen, siger Gellert.

Udspørgeren i kommissionen vil vide, om ruten skulle "please" de kinesiske gæster?

- Konklusionen var, at det var svært at forudse, hvor på ruten der ville være demonstrationer, lyder svaret fra Nis Lauge Gellert.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx