Af Ritzau - 09/01-17 11:47; Opdateret: 09/01-17 15:14

Voldtægtsanklaget overlæge: Forhold til læge var gensidigtVoldtægtsanklaget overlæge: Forhold til læge var gensidigt

En mandlig overlæge er anklaget for at have voldtaget en læge flere gange i 2015. Han nægter sig skyldig.

storybild

Retten i Næstved behandler mandag og tirsdag en sag, hvor en overlæge er tiltalt for flere gange at have voldtaget en kvindelig reservelæge. (Billede: Free/Kit Lindhardt, Ritzau)

En mandlig overlæge fra et sjællandsk sygehus nægter at have voldtaget en kvindelig reservelæge, som han flere gange var seksuelt sammen med.

Det forklarer han mandag i Retten i Næstved. Han er anklaget for at have voldtaget den kvindelige læge flere gange fra juni til december 2015.

I alt har der været fem episoder, hvor der ifølge anklageren er tale om voldtægt, voldtægtsforsøg eller andet seksuelt forhold end samleje.

Den første gang, der sker noget seksuelt mellem de to, er ved en sommerfest, hvor de sammen med nogle kolleger tager videre på en bar. Her voldtager overlægen ifølge anklageren kvinden på et toilet.

Men sådan hang det ikke sammen, mener overlægen. Han mener, at samlejet var gensidigt.

- Hun berører mig intimt. Hun havde en adfærd med intime berøringer, der giver det første signal om, at hun gerne vil mere, siger han.

- Det var utvetydigt, at hun gerne ville berøres.

Overlægen forklarer, at de to ikke havde et kæresteforhold, da han havde en anden kæreste.

Han fortæller, at det var den kvindelige reservelæge, der selv lagde op til forholdet. Ifølge ham stod hun blandt andet tæt på ham og spiste frokost med ham alene.

I november skal overlægen ifølge anklagen havde forsøgt at voldtage kvinden. Det skete, da han tog tilbage til sygehuset efter en julefrokost og mødte kvinden på et kontor.

Det stoppede dog, da en kollega kom ind på kontoret.

Tiltalen lyder også på misbrug af stillingen som overlæge ved at have voldtaget kvinden. Det forhold benægter han også.

Han fortæller, at der har været episoder, hvor han er kommet med kritik af kvinden, men det havde intet at gøre med forholdet mellem de to, påstår han.

- Jeg var god til at skelne mellem forholdene. Det var hun ikke, siger overlægen.

Kvinden anmeldte overlægen 25. april 2016. Derefter blev den tiltalte fritstillet.

Det har ikke været muligt at høre den kvindelige reservelæges forklaring i sagen, da hun afgav forklaring for lukkede døre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx