Af Ritzau - 19/12-16 10:31; Opdateret: 19/12-16 10:55

Alarmoperatør får sjælden kritik efter Svinkløv-brandAlarmoperatør får sjælden kritik efter Svinkløv-brand

Sagen om et 112-opkald fra det brændende Svinkløv Badehotel har nu medført kritik af operatør.

En medarbejder ved alarmcentralen i Aarhus optrådte kritisabelt, da han natten til 26. september modtog et opkald fra en boger om den altødelæggende brand på Svinkløv Badehotel.

Det mener Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der af egen drift besluttede at iværksætte en undersøgelse af sagen.

På en lydoptagelse af opkaldet fremgår det, hvordan alarmoperatøren gentagne gange afkrævede borgeren en præcis adresse på badehotellet.

- Det var sgu da bedre, du vidste, hvor du var henne, men nu skal jeg nok gøre det, sagde alarmoperatøren blandt andet.

Det sker kun ganske sjældent, at DUP selv tager initiativ til at efterforske den slags sager. Men dette tilfælde var altså så graverende, at det alligevel skete.

- Politiklagemyndigheden har efter en samlet vurdering fundet, at alarmoperatøren optrådte kritisabelt under alarmopkaldet, lyder det i afgørelsen fra DUP.

Politiklagemyndigheden påpeger, at operatørens håndtering af opkaldet og måde at udtrykke sig på ikke levede op til forpligtelsen om at optræde høfligt og hensynsfuldt.

Samtidig forsømte medarbejderen at tage højde for, at borgeren - som følge af den opståede brand - befandt sig i en vanskelig og presset situation, lyder kritikken.

Det er nu op til Rigspolitiet at vurdere, om der er grundlag for at placere et disciplinært ansvar i anledning af sagen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx