Af Ritzau - 03/05-17 04:30; Opdateret: 03/05-17 06:16

Danmark giver kuldsejlet pølseaftale med Kina et nyt forsøgDanmark giver kuldsejlet pølseaftale med Kina et nyt forsøg

Onsdag underskrives en række aftaler mellem danske og kinesiske myndigheder under en ceremoni i Beijing.

storybild

Danske virksomheder får mulighed for at eksporteret varmebehandlet svinekød - som for eksempel pølser - fra Danmark til Kina. Arkivfoto. (Billede: Free/Joerg Beuge)

En række aftaler mellem det officielle Danmark og det officielle Kina skal onsdag underskrives ved en ceremoni i Beijing, Kina, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i disse dage er på besøg.

En af aftalerne skal gøre det muligt at eksportere varmebehandlet svinekød fra Danmark til det kæmpestore kinesiske marked.

En aftale, der ifølge organisationen Landbrug & Fødevarer åbner for en dansk eksport til en værdi af 250 millioner kroner om året.

- Aftalen giver konkret adgang til eksport af blandt andet danske pølser til Kina og vil betyde, at en større del af det danske svinekød kan blive forædlet i Danmark, hvilket i sidste ende kan betyde flere arbejdspladser, lyder det fra Statsministeriet om aftalen.

Men det er ikke første gang, at pølseaftalen med Kina har været på bordet.

I 2014 kunne daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) således erklære, at danske virksomheder kunne starte millioneksporten af pølser.

Men i kølvandet på flere fødevareskandaler i landet blev reglerne strammet.

De kinesiske myndigheder bestemte sig for, at alle igen skulle se på den danske aftale, før den faldt på plads.

- Der skete det, at kineserne midt i det lange forhandlingsforløb ændrede fødevarelovgivningen, så vi skulle have en opdateret protokol.

- Så vi har skullet køre en helt ny forhandlingsrunde, siger Christian Dehlholm, statskonsulenten i Kina.

Med statsministeren i Kina er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) samt en række virksomheder og erhvervsorganisationer.

I alt seks aftaler ventes at blive underskrevet under ceremonien i Beijing, mens flere andre underskrives i løbet af de næste dage.

Det handler ud over svinekødet blandt andet om lettere adgang til det kinesiske marked for danske økologiske varer og officielle underskrifter på udlån af pandaer til Københavns Zoo.

Aftalerne er en del af et stort dansk-kinesisk arbejdsprogram med i alt 58 punkter, som skal vedtages officielt.

Det er en forlængelse af et strategisk partnerskab mellem Danmark og Kina, som blev etableret i 2008.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx