Af Ritzau - 10/06-17 11:11; Opdateret: 10/06-17 17:52

Fængslet efter nordjysk bilræs og pistolskyderiFængslet efter nordjysk bilræs og pistolskyderi

En person er lørdag blevet fængslet efter et bilræs fredag i Nørresundby, der også bød på et skyderi.

storybild

Politiet har fundet en pistol, som menes at have været brugt til et skyderi i Nørresundby fredag aften, skriver TV2 Nord. (Billede: Free/Politiet)

Politiet har fundet en pistol, som menes at have været brugt til et skyderi i Nørresundby fredag aften.

Det skriver TV2 Nord.

Det var en form for bilræs, der eskalerede. Ingen er dog kommet alvorligt til skade - hverken af skyderiet eller den hensynsløse kørsel. I alt blev fire personer anholdt.

Fredag fortalte politiet, at en person tilsyneladende steg ud af sin bil på Hjørringvej for at beskyde to personer fra en anden bil.

Ingen af skuddene ramte, og de to personer satte sig ind i deres bil og flygtede fra stedet.

Herefter fulgte en biljagt gennem Nørresundby, der endte med, at den skydende person påkørte de to i krydset mellem Østerbrogade og Sankt Peders Gade.

- Vi får en anmeldelse klokken 16.57 om, at to personer er blevet beskudt på Hjørringvej ude i Nørresundby, fortalte vagtchef Henrik Beck tidligt fredag aften.

- Efterfølgende flygter de fra stedet. Personen, der angiveligt har skudt, kører efter i sin bil. Det ender med et færdselsuheld, hvor han bevidst påkører dem i krydset Østerbrogade og Sankt Peders Gade.

Efter færdselsuheldet forlader parterne stedet. Alligevel får politiet hurtigt fat i de to personer, der ifølge anmeldelsen blev beskudt. De er blandt de fire, der blev anholdt.

Tre af de anholdte er blevet løsladt, mens én mand er blevet fængslet i fire uger efter et grundlovsforhør lørdag eftermiddag. Han er sigtet for drabsforsøg, oplyser Poul Fastergaard, vagtchef ved Nordjylland Politi.

Den sigtede er fængslet in absentia, fordi han faldt i søvn i retten. Derfor skal der formentligt være et nyt grundlovsforhør.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx