30/10-17 08:01

Kommuner bruger millioner i håbet om at forbedre imageKommuner bruger millioner i håbet om at forbedre image

Der er brugt over 200 millioner kroner i kommunerne på branding i denne valgperiode, skriver Jyllands-Posten.

storybild

Randers' har brugt tre millioner kroner på branding i seneste valgperiode. Free/Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau

København. Danske kommuner har brugt et trecifret millionbeløb på reklamer og branding af sig selv i denne valgperiode. De er gået til ting som Randers' slogan "Randerledes" og sutter med navne på i Vejle.

Det skriver Jyllands-Posten, der via aktindsigter har dokumenteret forbrug for 205 millioner kroner i 88 kommuner. I Randers er der brugt tre millioner kroner på branding i den seneste valgperiode.

- Jeg tror desværre, at pengene er spildt, siger viceborgmester i Randers Kommune Mogens Nyhold (R) til Jyllands-Posten om projektet "Randerledes".

Byens borgmester er uenig, og mener at pengene er givet godt ud.

- En kommune lever jo af at tiltrække og fastholde borgere. Og dem skal du fortælle historien om, hvorfor de skal bo her eller vælge at flytte hertil, siger borgmesteren Claus Omann Jensen til Jyllands-Posten.

Randers Kommunes fokus på at være "Randerledes" står dog langt fra alene. Jyllands-Postens aktindsigt har vist udgifter til blandt andet navnesutter i Vejle på 14.500. Og Aalborg har brugt 24.000 kroner på bolsjer.

Derudover er der investeret i nye slogans, hvilket koster penge til konsulenter og designere. Varde har eksempelvis fået sloganet "Vi i naturen", mens nabokommunen Ringkøbing-Skjern har fået "Naturens Rige".

Ifølge flere eksperter, Jyllands-Posten har talt med, er der dog ingen hidtil observeret målbar effekt af sådanne kampagner og slogans.

Et studie foretaget af tænketanken Urban i Norge og Sverige konkluderer:

- Konklusionen er, at markedsføring af et steds attraktivitet ikke har nogen effekt.

- Kommuner, som har gennemført markedsføringskampagner, der fremviser deres attraktivitet, har ikke opnået bedre resultater indenfor tilflytning, end kommuner, som ingenting har gjort.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx