Af Ritzau - 03/04-17 16:10

Familiefar frifindes i rekordsag om flydende rusmiddelFamiliefar frifindes i rekordsag om flydende rusmiddel

Østjysk familiefar i 30'erne stod ifølge anklager til fængsel mellem syv og otte år, oplyser hans forsvarer.

storybild

Østjyllands Politi har efterforsket sagen om det flydende narkotika, som blev sendt til Norge (arkivfoto). (Billede: Colourbox)

Den hidtil største sag om det flydende rusmiddel GBL er mandag i Retten i Aarhus endt med frifindelse.

I retten har anklageren ellers ment, at den tiltalte burde straffes med fængsel mellem syv og otte år, oplyser den tiltaltes forsvarer, advokat Henrik Garlik.

Ifølge anklagemyndigheden havde den østjyske mand indkøbt 680 liter af midlet GBH, som en bekendt i Norge derefter omdannede til rusmidlet GBL. Det kendes også som fantasy eller "koma på flaske".

Kontakten i Norge havde angiveligt tjent fire millioner kroner på at sælge varerne videre, har det lydt.

Han blev på et tidspunkt udleveret til Danmark, men i et arresthus begik han selvmord.

Anklagemyndigheden påstod, at den nu frifundne østjyde samarbejdede med manden i Norge.

Østjyden er familiefar i 30'erne og har været varetægtsfængslet i et par måneder. Han blev løsladt, da han ikke kunne forstyrre politiets efterforskning.

- Min klient har været rystet over sagen, siger advokat Henrik Garlik, der tilføjer, at han ikke tidligere er straffet.

Men mandag eftermiddag er han altså blevet frifundet. Sagen har blot varet en dag.

- Der har ikke været ført vidner, siger forsvareren.

Den nu frifundne indkøbte opløsningsmidlet via polske hjemmesider. Han har fortalt, at han ikke anede uråd, fordi den bekendte i Norge havde et firma, som blandt andet afrensede gulve.

- Retten kan ikke afvise min klients forklaring. Man siger, at han har været meget naiv.

Det spiller også en rolle, at pengene blev overført via normale bankforbindelser, og at der ikke har været gjort forsøg på at sløre transaktionerne, oplyser forsvareren.

Tidligere har der ikke været narkosager med et tilsvarende stort kvantum. Den hidtil største sag er fra Frederikshavn.

Her blev en nordmand idømt fængsel i fem år for i alt 252 liter. Når GBL er til stede i store mængder, er det en overtrædelse af straffelovens narkotikabestemmelse.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx