31/10-17 11:16; Opdateret: 31/10-17 13:02

Anklage: Kvinde betalte for lejemord med bitcoinsAnklage: Kvinde betalte for lejemord med bitcoins

Via hjemmeside på "det mørke internet" instruerede kvinde angiveligt lejemorder i, hvordan drab skulle begås.

storybild

Fra sit hjem i Hellerup har en 58-årig kvinde tilsyneladende bestilt et drab på en mand i Italien. Arkivfoto. Free/Colourbox

Lyngby. En 58-årig kvinde fra Hellerup var tilsyneladende fast besluttet på, at en mand i Italien skulle dø, da hun gik på internettet og bestilte et drab.

Det fremgår af et anklageskrift, som Nordsjællands Politi tirsdag har frigivet i den usædvanlige straffesag.

Drabet, som dog aldrig blev udført, skal kvinden have bestilt via "det mørke internet" på hjemmesiden "Crime Bay by Chechen Mob". Den udgav sig altså for at repræsentere den tjetjenske mafia.

Betalingen skete med den virtuelle valuta bitcoins, og ifølge anklagen angav den tiltalte ganske detaljeret, hvordan forbrydelsen skulle ske.

Tilsyneladende skete det gennem udfyldelsen af en bestillingsformular.

Her oplyste kvinden navn og adresse på sit offer. Hun uploadede et foto, beskrev hans bopæl, og hun anviste, hvor lejemorderen kunne stå uden at blive set.

Hun skrev også, hævdes det, at det var vigtigt, at der blev brugt lyddæmper ved drabet. Og så anførte hun ifølge anklagen, "at det var meget vigtigt, at han blev dræbt i første forsøg".

Det fremgår ikke, hvorfor drabet aldrig blev gennemført, men ifølge Nordsjællands Politi var det ikke den tiltalte, der stoppede forehavendet.

Inden retssagens start ønsker specialanklager Helle Olesen ikke at oplyse, hvorfor den tiltalte skulle ønske italieneren død.

- Men de har en relation til hinanden, siger specialanklageren.

Dansk politi kom på sporet af sagen efter en henvendelse fra italienske kolleger, der var blevet advaret af britisk politi om en forestående forbrydelse.

Ifølge Ekstra Bladet har britisk politi efterfølgende fået lukket hjemmesiden, hvor drabet blev bestilt.

- Det er første gang, jeg ser det her fænomen, siger specialanklager Helle Olesen om bestillingen af et drab på internettet.

Hun oplyser, at frygten for en likvidering har gjort, at manden i en periode har måttet fraflytte sin adresse i Italien. Når sagen kommer for retten, vil offeret blive indkaldt for at vidne mod kvinden.

Efter planen indledes retssagen 7. december ved Retten i Lyngby og vil strække sig over fire retsdage.

Anklagemyndigheden har rejst sagen som en nævningesag. Det betyder, at der vil være et krav om mindst fire års fængsel.

Der er desuden en påstand om udvisning af Danmark for bestandig.

Da den tiltalte er beskyttet af et navne- og identifikationsforbud, kan hendes nationalitet ikke oplyses.

Kvinden har siddet varetægtsfængslet siden 31. marts, hvor hun blev fremstillet i et grundlovsforhør for såkaldt dobbeltlukkede døre.

Det betyder, at retsmødet var så hemmeligt, at end ikke den konkrete sigtelse har været offentligt kendt før nu.

Tirsdag har det ikke været muligt at få en kommentar fra forsvarer Mie Sønder Koch. Derfor er det uvist, hvordan kvinden forholder sig til tiltalen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx