03/10-17 15:42; Opdateret: 03/10-17 16:17

Thulesen Dahl: Vilhelmsen taler mest sandt om lærerlockoutThulesen Dahl: Vilhelmsen taler mest sandt om lærerlockout

Lærerlockouten i 2013 var aftalt spil, påstår tidligere SF-formand og minister Annette Vilhelmsen.

storybild

København. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fastholder sin forklaring.

Han mener, at Annette Vilhelmsen er tættere på sandheden omkring den kontroversielle lærerlockout i 2013 end flere af eksministrene fra den daværende SRSF-regering.

- Med det forløb, jeg kender til, og den fornemmelse, jeg sidder tilbage med, så mener jeg, at det er meget sandsynligt, at det er Annette Vilhelmsen, der er tættest på sandheden omkring alt det her, siger han.

Vilhelmsen var SF-formand og minister i den daværende regering. Hun påstår i en ny bog, at det var regeringens beslutning at lockoute lærerne. Og at det var aftalt spil mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Det er blevet afvist af stribevis af eksministre i statsminister Helle Thorning-Schmidts regering. Både før og efter Vilhelmsens udtalelser i bogen.

Senest har S-formand Mette Frederiksen afvist at have kendskab til et aftalt spil mellem regeringen og kommunerne. Som beskæftigelsesminister fremsatte hun det lovindgreb, der stoppede konflikten.

Thulesen Dahl har ligesom Vilhelmsen udtalt sig i bogen "Søren og Mette i benlås". Han henviser til et hidtil hemmeligt møde mellem ham og Thorning i oktober 2012 forud for lockouten.

Lærerne blev lockoutet i april 2013. Men allerede efter mødet med Thorning var det Thulesen Dahls klare fornemmelse, at den daværende regering arbejdede på en lockout. Altså flere måneder før den fandt sted.

Vilhelmsen er den første af de centrale personer i Thorning-regeringen, som siger, at lockouten var aftalt spil. Vilhelmsen har over for Ritzau afvist at uddybe sine udtalelser i bogen.

Til spørgsmålet om aftalt spil, svarer Thulesen Dahl:

- Det var - og er - min fornemmelse, at slutresultatet var givet på forhånd. Der var ikke en reel forhandling mellem to parter. Den danske model var sat ud af kraft.

Bogen er skrevet på opfordring af Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo. Foreningen har aftalt at aftage 3000 eksemplarer af "Søren og Mette i benlås", men har ikke haft indflydelse på indholdet.

De Radikales leder, Morten Østergaard, var minister i Thorning-regeringen. Han afviser, at lockouten var forudbestemt.

SF-formand Pia Olsen Dyhr var ligeledes minister dengang. Hun har ikke yderligere at sige til sin tidligere formands påstande.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx