Af Ritzau - 15/03-17 10:09; Opdateret: 15/03-17 12:24

Nato-chef vil have Danmark til at bruge mere på forsvarNato-chef vil have Danmark til at bruge mere på forsvar

Politikere vil helst bruge penge på velfærd. Men verden er blevet farligere, siger Nato-chef før dansk besøg

storybild

Det bedste ville være at leve i en verden, hvor vi slap for at bruge flere penge på forsvar, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Men verden er blevet farligere, siger han før besøg i Danmark. (Billede: Reuters/Michaela Rehle)

De danske politikere skal pumpe flere penge i forsvaret i de kommende år, sådan som Danmark har lovet sine partnere i Nato.

Det er det klare budskab fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, der torsdag indleder to dages officielt besøg i Danmark.

Alle Natos stats- og regeringschefer lovede på et topmøde i 2014, at deres lande vil bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar inden for 10 år.

Og det mål skal nås, fastslår Nato-chefen.

- Jeg regner med, at alle lande - også Danmark - lever op til de forpligtelser og målsætninger, de har sat sig, siger Stoltenberg i et interview med danske medier før besøget.

- Men jeg er indforstået med, at det vil tage forskellig tid for forskellige lande, siger han.

Jens Stoltenberg er tidligere norsk statsminister, og som finansminister i 1990'erne var han selv med til at skære ned på det norske forsvar.

- Når spændingerne gik ned efter den kolde krig, var det helt naturligt at reducere forsvarsudgifterne, siger Stoltenberg.

- Men når spændingerne går op, må man også være i stand til at øge forsvarsudgifterne, siger han.

Jens Stoltenberg er helt på det rene med, at alle politikere helst vil bruge penge på velfærdssamfundets pleje, skoler og veje.

- Jeg har været i politik længe nok til at vide, at det er svært for politikere at forklare, hvorfor man skal bruge penge på forsvar, når der er udækkede behov inden sundhed, pleje og skoler, siger Nato-chefen.

- Det bedste ville være at leve i en verden, hvor vi slap for at bruge flere penge på forsvar, siger han.

Men sådan er verden ifølge Natos generalsekretær ikke skruet sammen.

- Verden er blevet farligere, og derfor må vi desværre bruge mere på forsvar, siger han.

Jens Stoltenberg siger, at Nato både skal bruge penge til kampen mod Islamisk Stat og til at styrke det kollektive forsvar i Europa, hvor Rusland har vist sig parat til at bruge militær magt mod sine naboer.

Danmark brugte ifølge en Nato-opgørelse 1,14 procent af sit bruttonationalprodukt på forsvar sidste år.

Regeringen har på forhånd sagt, at den går efter at give forsvaret "et substantielt løft" i det kommende femårige forsvarsforlig, som skal forhandles på plads i år.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) glæder sig til mødet med Nato-chefen og til at tale med ham om at fremtidssikre trygheden i en mere fredelig verden.

- Truslerne mod Vesten er tiltagende, kampen mod terror er langvarig og krævende, og konflikterne banker på Europas hoveddør, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Vores alliance er af afgørende betydning. Danmark er en troværdig allieret, der altid stiller op, når behovet er der, siger han.

Natos generalsekretær skal under sit besøg torsdag og fredag blandt andre møde Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og dronning Margrethe.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx