Af Ritzau - 17/01-17 20:49; Opdateret: 17/01-17 21:59

Flertal af rockere og bandemedlemmer nægtes prøveløsladelseFlertal af rockere og bandemedlemmer nægtes prøveløsladelse

Jo flere rockere og bandemedlemmer bag tremmer, jo bedre, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.

storybild

Står det til regeringen, skal det være endnu sværere for rockere og bandemedlemmer at blive løsladt på prøve. (Billede: Free/Colourbox)

Over halvdelen af fængslede rockere og bandemedlemmer fik i 2016 nej til at blive prøveløsladt. Det viser en opgørelse fra Justitsministeriet, der er sendt til Folketingets Retsudvalg.

I alt fik 87 afslag, mens 71 fik tilladelse til såkaldt ordinær prøveløsladelse, når to tredjedele af straffen er afsonet.

Det er første gang i de fem år, opgørelsen omfatter, at et flertal får nej.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er tilfreds med tallene.

- Jo flere rockere og bandemedlemmer, der sidder bag tremmer, jo bedre.

- Jeg er derfor tilfreds med, at flere og flere rockere og bandemedlemmer ikke får normal prøveløsladelse efter to tredjedele af straffen, siger han i en skriftlig kommentar.

I 2012 var det godt hver fjerde, i alt 27,5 procent, som fik nej til prøveløsladelse. Andelen voksede til 32,1 procent i 2013, og i 2014 lå det på 32,5 procent.

Året efter skete der en væsentlig stigning. Her udgjorde afslagene 49,7 procent.

Det var desuden i 2014, at en særlig regel for prøveløsladelse af rockere og bandemedlemmer blev indført.

Den medfører, at de ikke kan løslades, hvis politiet vurderer, at de er aktivt indblandet i en voldelig konflikt med en anden gruppe, og hvis der er skydevåben involveret.

Står det til regeringen, skal det være endnu sværere for rockere og bandemedlemmer at blive løsladt på prøve.

- Rocker- og bandemedlemmers rå og hensynsløse kriminalitet udsætter almindelige menneskers liv og helbred for fare og spreder utryghed i befolkningen.

- Derfor vil regeringen styrke indsatsen mod rocker- og bandemedlemmers kriminalitet. Vi vil sætte hårdt mod hårdt, siger Søren Pape Poulsen.

Justitsministeren fremlægger inden længe et udspil til en ny rocker- og bandepakke. Den vil blandt andet indeholde initiativer, som skal skærpe betingelserne for, at rockere og bandemedlemmer kan opnå prøveløsladelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx