27/11-17 14:00; Opdateret: 27/11-17 14:15

Anklage: Tyve ville stjæle smykke til 50 millioner kronerAnklage: Tyve ville stjæle smykke til 50 millioner kroner

Mejetærsker stoppede to mænd, der nu er tiltalt for et kup mod Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

storybild

Næstved. To tyveknægte gik efter et af verdens vigtigste guldfund fra vikingetiden, da de en nat i august brød ind i Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

Det hævder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som i et anklageskrift angiver værdien af Hiddensee-smykket til mere end 50 millioner kroner.

Mændenes plan var at stjæle det originale smykke, påstår anklagemyndigheden.

Ifølge Strasund Museum er smykket, der består af 16 dele, vurderet "til langt over 6,5 millioner euro", hedder det.

Efter at have opbrudt en jerndør og have smadret en udstillingsmontre fik mændene fingre i, hvad der viste sig at være en efterligning af det originale smykke og seks støbeforme fra vikingetiden.

Disse genstande er af "uvurderlig kulturhistorisk værdi for såvel Tyskland som Danmark", kan man læse i anklageskriftet.

Straks efter kuppet natten til 28. august blev mændene anholdt takket været en meget bred mejetærsker. Den store maskine spærrede begge vejbaner på Storstrømsbroen, som mændene i en bil forsøgte at flygte ad.

Den ene steg ud af bilen og kravlede ud på ydersiden af broen.

- Det så lidt underligt ud, og der blev derfor sendt flere patruljer til broen, oplyste politiet efter anholdelsen. Under broen fandt betjente en rygsæk med de stjålne genstande.

De seks unikke støbeforme var blevet udlånt af Vikingemuseum Haithabu. De er mere end 1000 år gamle, oplyste Danmarks Borgcenters direktør efter kuppet.

- Tyvene har flået en svær ståldør fra hinanden for at komme ind, udtalte Keld Møller Hansen. Samtidig forsikrede han, at museet gør sit yderste for at sikre genstande mod tyveri og skade.

De to tiltalte, der er fra København og er 25 og 32 år, nægter sig skyldige. De får deres sag afgjort af Retten i Nykøbing Falster i et retsmøde 3. januar. Lige siden anholdelsen har de været varetægtsfængslet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx