15/09-17 12:39; Opdateret: 15/09-17 13:05

Vidne: Terrortiltalt viste sympati for Islamisk StatVidne: Terrortiltalt viste sympati for Islamisk Stat

26-årig mand, der tiltales for at modtage træning til terror, udtrykte ifølge vidne sympati for Islamisk Stat.

storybild

Aarhus. En 26-årig mand, der er anklaget for at lade sig hverve af Islamisk Stat (IS), viste sympati for den ekstremistiske gruppe.

Det forklarer den tiltaltes mangeårige ven og tidligere bofælle fredag i Retten i Aarhus.

- Det var min fornemmelse, at han nogen gange sympatiserede med Islamisk Stat. Men det var en kæmpe overraskelse, at han tog af sted til Syrien, siger vidnet.

Den tiltalte, der bor i Østjylland, anklages for at lade sig hverve som kriger og for at have modtaget træning i sprængning af bomber og brug af våben.

Han har erkendt, at han rejste til Syrien og var der en periode på to uger i september 2013.

Manden, der har tunesiske rødder, har forklaret, at han fik hjælp af den nu terrordømte Enes Cifti til at krydse grænsen fra Tyrkiet til Syrien.

Men målet var ifølge den tiltalte ikke at blive kriger for Islamisk Stat. Det var derimod at hjælpe den nødlidende syriske befolkning.

Den tiltalte beskriver sig som ikke-praktiserende muslim, der ikke går specielt meget op i religion.

Men et andet billede tegner sig, når man ser på nogle af de udtalelser, som den tiltalte er kommet med i en chat på Facebook.

- Tyrkiet skal også have sin tur væk fra demokrati og falske love. Sharia skal nok komme. Det er ikke et islamisk land endnu, skriver den tiltalte blandt andet til sin ven og tidligere bofælle.

- Et sort flag skal komme fra Afghanistan. Når den islamiske stat er oprettet, spreder det sig over hele verden, lyder et andet udsagn fra den tiltalte med henvisning til det sorte flag, som Islamisk Stat benytter.

Den tiltaltes ven har tidligere forklaret til politiet, at han anser den 26-årige for at være salafist og tilhænger af et salafistisk kalifat.

Salafisme er en særlig fundamentalistisk retning inden for islam.

Den 26-årige har siddet varetægtsfængslet siden juni sidste år.

Han blev anholdt og fængslet, da dansk politi modtog oplysninger fra et medlemskartotek, som amerikanske soldater fandt hos en grænsebevogtning for Islamisk Stat.

Her fremgår navnet på den tiltalte og fem andre danske statsborgere og herboende udlændinge.

Det har ført til, at der er rejst tiltale mod de seks mænd for at lade sig hverve af Islamisk Stat og modtage træning til at begå terror.

Sagen mod den 26-årige er den første i rækken, og senere på året følger de andre sager ved Retten i Glostrup og Retten på Frederiksberg.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx