Af Peter Astrup - 11/11-17 22:40

Freja fik et chok, da hun læste avisen: Nu skal hun giftesFreja fik et chok, da hun læste avisen: Nu skal hun giftes

Det er sandsynligvis de færreste, der om 10, 20 eller 30 år kan huske, hvad der stod i Helsingør Dagblad fredag den 10. november 2017. Men Freja Södergran glemmer det aldrig.

storybild

Freja Södergran blev friet til på forsiden af lokalavisen

Den 26-årige byrådskandidats eget ansigt var nemlig på forsiden af avisen i en annonce, der - hvis altså man ikke lige kigger nærmere på den - godt kunne minde lidt om de valgannoncer- og plakater, som præger bybilledet.

Men fredag var annoncen på forsiden af Helsingør Dagblad alligevel markant anderledes. Den indeholdt nemlig et spørgsmål fra Freja Södergrans kæreste, om ikke hun ville gifte sig med ham.

»Jeg læser faktisk Helsingør Dagblad hver dag i øjeblikket, men det var min kærestes 40-års fødselsdag, og jeg havde travlt med at lave morgenmad, og det hele var lidt kaotisk,« siger Freja Södergran.

Frejas forlovede er Morten Marinus, der sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti. Det er ham, der står for at indrykke sin kærestes valgannoncer rundt omkring. Det var i den forbindelse, at han fandt på denne måde at fri på.

»Pludselig stod han og flagrede med avisen, og jeg kunne simpelthen ikke få øje på, hvad der var så specielt ved den. Jeg havde ikke lige spottet, at min annonce var anderledes, end den plejer,« siger Freja Södergran.

»Pludselig gik han ned på knæ med en buket roser, og jeg fattede det stadig ikke. Han måtte pege direkte på annoncen. Så faldt ti-øren også,« siger hun.

Freja Södergran sagde ja til frieriet, men også det måtte Morten Marinus bede om et direkte svar på.

»Jeg tror, jeg sagde noget i retning af: 'Hvor er du sød' eller sådan noget. Han måtte bede mig svare direkte,« siger Freja Södergran, som svarede ja med tårer i øjnene.

- Tror du ikke, at der er nogle, som tænker, at det er en avanceret form for valgkamp?

»Jo, det kan jeg faktisk godt forstå. Men jeg vidste altså ikke noget om det,« siger Freja Södergran, som forklarer, at hun selv har betalt for valgannoncerne i lokalavisen. Også denne her.

Parret mødte hinanden for fire år siden i forbindelse med kommunalvalget i 2013. De har en pige sammen på to år. Freja har i forvejen tre børn fra et tidligere forhold.

Morten Marinus ville gerne giftes i en kirke, men så bliver det ikke med Freja Södergran.

»Det, vi kan være mest uenige om, er religion. Morten er kristen, hvor jeg simpelthen er asatroende,« siger hun.

- Altså det med Thor og Odin og Asgård og den slags? Tror du på gamle guder?

»Ja, men jeg tror jo ikke på, at der findes gamle guder, og at tordenvejr kommer fra Guds hammer. Det er mere en tro på naturkræfterne, og at vi alle indeholder elementer af de personligheder, som de nordiske guder repræsenterer,« siger hun.

- Så du kan ikke bare gå op ad kirkegulvet og sige ja i kirken?

»Nej, hvis jeg skal giftes i en kirke, så skal jeg bekende mig til kristendommen. Det vil være forkert for mig på en eller anden måde,« siger hun.

Parret skal giftes til sommer. Muligvis i august måned. Og muligvis ude i naturen et sted.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx