25/10-17 19:02

Gå cyklens lygter og reflekser efter i sømmeneGå cyklens lygter og reflekser efter i sømmene

Der er rigtig mange regler for, hvilke lygter og reflekser en cykel skal være udstyret med, og hvordan de skal placeres. Få styr på reglerne her.

storybild

København. Det bliver mørkere og mørkere på cykelstierne, og derfor er det oplagt at få styr på de ikke så få regler for, hvilke lygter og reflekser, der skal sidde på din og børnenes cykler.

Det er nemlig afgørende at have udstyret i orden, siger trafikforsker på Aalborg Universitet Harry Lahrmann.

- I trafikken er der konstant noget, der tiltrækker bilisternes opmærksomhed, så cyklister skal se at komme ind i kampen for at blive set. Og her er det dem med det største opmærksomhedsniveau, der vinder, siger han.

Først og fremmest skal du sørge for, at der er lygter på cyklen.

En cykel skal være udstyret med mindst én forlygte, der må lyse med hvidt eller gulligt lys.

Lyset skal være synligt forfra i mindst 300 meters afstand, og det skal samtidig være synligt fra siderne.

Derudover skal din cykel være forsynet med mindst én baglygte, der afgiver rødt lys bagud.

Også her skal lyset være synligt i mindst 300 meters afstand og være synligt fra siderne. Hverken forlygte eller baglygte må blænde.

Ifølge Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, er de fleste af os opdraget til at have lys på cyklen.

58 ud af 1000 cyklister kørte uden lys på cyklen senest færdselscenteret lavede en stikprøve i forbindelse med en kampagne.

- Jeg tror, der er flere, der ikke får monteret lygterne rigtigt og måske ikke ved, hvilke reflekser der er lovpligtige, siger Christian Berthelsen.

En cykel skal være forsynet med mindst én hvid refleks, der er synlig forfra og mindst én rød refleks, der er synlig bagfra samt to gule reflekser, der bevæger sig, når cyklen kører, og som er synlige bagfra.

På hvert hjul skal der desuden være mindst én gul refleks, der er synlig fra siderne.

Det koster 700 kroner i bøde at køre uden lys og reflekser på cyklen.

Har du købt din cykel hos en cykelhandler eller i et supermarked, så kan du ifølge direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam være tryg ved, at cyklen har de lygter og reflekser, den skal.

Har du derimod købt cyklen brugt eller på internettet - eller har din cykel efterhånden mange år på bagen – så kan det være en god idé at gå den efter.

- I virkeligheden skal man tænke på en cykel som på en bil. Kør den ned til cykelmekanikeren til syn og få den gjort klar til vinteren, siger Klaus Bondam.

Når du har tjekket familiens cykler efter, er det en god idé at tale med dine børn om vigtigheden af at køre med lys, siger Klaus Bondam.

- Børn skal vide, at hvis de har glemt lygterne, eller batterierne er løbet tør, så skal de ikke cykle, for det er dødsensfarligt ikke at blive set i trafikken, siger han.

Klaus Bondam anbefaler også, at du og dine børn har et ekstra sæt lygter eller batterier med i tasken. Fakta: Lygteregler for cykler med flere end to hjul

- Forlygten skal være anbragt højst 0,5 meter inden for cyklens yderste venstre punkt.

- Hvis cyklen er højst en meter bred, skal den være forsynet med mindst én baglygte, som skal sidde i cyklens midterplan eller til venstre herfor.

- Hvis cyklen er mere end en meter bred, skal den være forsynet med mindst to baglygter anbragt højst 0,4 meter inden for cyklens yderste punkter og med en indbyrdes afstand på mindst 0,6 meter.

Kilde: Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx