31/08-17 11:16; Opdateret: 31/08-17 12:21

Kristian Jensen: Vi får højeste vækst siden 2006Kristian Jensen: Vi får højeste vækst siden 2006

Både statens økonomi og danskernes privatøkonomi har det godt, siger finansministeren.

storybild

Regeringen præsenterer forslag til finanslov 2018. Her finansminister Kristian Jensen. Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv

København. Det er slut med krisen. Nu er Danmark inde i et opsving.

Det er budskabet fra finansminister Kristian Jensen (V) ved præsentationen af regeringens finanslovsforslag, der skal skabe et mere trygt og sammenhængende Danmark.

I forbindelse med finansloven har regeringen fremlagt nøgletal for dansk økonomi, og de peger alle i den rigtige retning:

- Det går godt i dansk økonomi.

- I år har vi valgt at opjustere skønnet for væksten i 2017 til to procent. Det er det højeste vækstskøn siden 2006, siger Kristian Jensen.

Derfor skal man passe på, at man ikke overopheder dansk økonomi, lyder det.

- Vi må ikke lade os rive med, men fastholde ansvarlighed, siger ministeren.

Danmark har rystet den økonomiske nedtur og de seneste år med lav vækst af sig, mener ministeren. Derfor løfter han ligeledes sløret for, at regeringen forventer øget vækst for næste år.

- Vi opjusterer også vækstskønnet for 2018, sådan at vi både i år og næste år forventer en klart højere vækst, end vi gjorde bare i maj måned, siger han.

Det går ikke bare godt for statens økonomi, men også for borgernes private økonomi. Der er i øjeblikket lav ledighed og høj beskæftigelse, understreger han.

- Vi kan sige, at vi er på vej til at få et opsving, som er bredt funderet i hele Danmark, siger Kristian Jensen.

Regeringen præsenterede tirsdag sit skatteudspil, hvor der lægges op til skattelettelser for 23 milliarder kroner.

Og ifølge finansministeren vil det ikke gå ud over velfærden, som Socialdemokratiets Mette Frederiksen ellers har kritiseret skatteudspillet for.

- Den modsætning, som nogen prøver at sætte op mellem skattelettelser og velfærd, er en myte. Der er råd til at prioritere begge dele, siger ministeren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx