28/07-17 11:52

Smertefri flytning: Pak efter tema og husk forsikringSmertefri flytning: Pak efter tema og husk forsikring

Pak dine ting i tematisk orden, og pak kun i flyttekasser. Så bliver din flytning markant nemmere.

storybild

København. Flytteprocessen begynder længe før opsigelsen er sendt, den nye kontrakt er underskrevet, og der er lavet en aftale med flyttemændene.

Ifølge Lena Bentsen, der står bag bogen "Farvel Rod", begynder processen allerede, når I har besluttet jer for at flytte.

Derfor skal man allerede tidligt begynde at tænke i flytteprocesser, og det nemmeste sted at starte er i de rum, I alligevel ikke rigtig bruger til daglig. Det er for eksempel kælderen, loftsrummet og garagen.

Lena Bentsen forklarer, at du alligevel skal have fingrene i alle dine ejendele under en flytning, og det er derfor det perfekte tidspunkt at få tyndet ud i det hele.

- Du kan prøve at spørge dig selv: Hvad har jeg lyst til at tage med videre? Hvad skal definere mit nye liv i mit nye hjem?, siger hun.

Når flyttedagen nærmer sig, kan du begynde at pakke resten af hjemmet ned. Det er vigtigt, at du ikke går for tidligt i gang med selve nedpakningen, for det kan stresse unødvendigt, hvis du bor i flytterod i for lang tid.

Og står det til Anders Due, der er sekretariatschef for Dansk Møbeltransport Forening, skal alt pakkes ned i flyttekasser.

- Det fylder mindre, når flyttedagen kommer, fordi de kan stables, siger han - så glem alt om fyldte poser.

Kommunikationsdirektør ved Boligsiden.dk Birgit Daetz anbefaler, at man pakker sine ejendele ned med henblik på, at de skal fragtes. Det vil sige, at du altid bør pakke i flere flyttekasser med færre ting i - frem for at komprimere dine ting.

- Dem, der skal flytte for dig, skal også kunne bære flyttekasserne, bemærker Birgit Daetz.

Om du vil pakke hvert enkelt rum ned i hver sin flyttekasse, eller om du vil lægge alle familiebilleder i en flyttekasse, selv om de skal stå i hvert sit rum, er fuldstændig op til dig.

- Det vigtigste er bare, at der er en tematisk sammenhæng mellem flyttekasserne, siger Anders Due fra Dansk Møbeltransport Forening.

Og så skal dine ting pakkes ordentligt ind. Det kan for eksempel være i aviser, klude eller tæpper. Det vigtigste er, at du pakker det ordentligt ind, forklarer Anders Due.

Han oplever nemlig, at et af de største problemer for flyttefirmaer er, når man ikke pakker sine ting ordentligt ned. Så er der risiko for, at ejendelene går i stykker, og hvis flyttemanden ikke har en forsikring, er det dig, der hæfter for det.

Derfor bør du altid undersøge, om flyttefirmaet har en forsikring. Vær også sikker på, at du har helt styr på prisen for flyttefirmaet, inden flytningen går i gang.

Birgit Daetz fra Boligsiden.dk anbefaler, at man pakker en kuffert eller en weekendtaske med de ting, man får brug for med det samme.

- Det er en god idé at pakke en kuffert med tøj og andre vigtige ting, så du slipper for at stå på hovedet i diverse kasser for at finde din tandbørste, telefonoplader eller den der pose snacks, du havde med fra det gamle hjem, siger Birgit Daetz.

Det er Lena Bentsen, der har hjemmesiden farvelrod.dk, helt enig i. Hun foreslår, at man pakker en kasse med alt det, man skal bruge den første dag.

- Det vil sige stearinlys, så I kan se om aftenen, bestik og service til det antal mennesker I er og en god flaske rødvin - og selvfølgelig en oplukker til den, hvis der ikke er skruelåg på, siger Lena Bentsen.

Dyner og puder kan også passende ligge i den flyttekasse.

Fakta: Gør flytningen lettere

- Hvis du bruger flyttemænd, så sørg for, at de har en forsikring. Skulle der gå noget i stykker under flytningen, er du sikret.

- Pak altid køkken og badeværelse ud først. Så er hjemmets centralnerve kørende.

- Arrangér gerne pasning af hund og børn, så stresser det ikke, at de går i vejen eller skal have opmærksomhed.

Kilder: Lena Bentsen, Anders Due.

/ritzau/FOKUS

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Ståle frygter Europa-nedsmeltning:...
bt.dk
Gymnasieelever hærgede i offentlig...
bt.dk
Inga flyttede fra Danmark for 40 år...
bt.dk
Brøndby-boss kommer med overraskende...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx