Af Ritzau - 01/04-17 23:19; Opdateret: 02/04-17 10:48

Private skal poste i velfærd og få gevinst målt på resultatPrivate skal poste i velfærd og få gevinst målt på resultat

Der er stort potentiale i et nyt investeringsprogram, hvor private skal investere i velfærd, mener minister.

storybild

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) kan se et stort potentiale i et nyt socialt investeringsprogram. Private skal skyde penge i velfærd og få gevinst, hvis de kan opnå en række mål (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Private fonde og pensionskasser skal kunne investere i kernevelfærd, og når de en række mål, så er der gevinst. Hvis ikke, så mister investoren sine penge.

Det er tanken bag et nyt socialt investeringsprogram, som ministeren for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), varsler i forbindelse med regeringens reform af den offentlige sektor. Det skriver Berlingske.

Sophie Løhde har ladet sig inspirere af udlandet.

- Jeg forestiller mig, at vi kan arbejde med sociale investeringsprogrammer i tråd med, hvad man har gjort i andre lande som Sverige, Finland, Holland og England, hvor man arbejder eksempelvis med at nedbringe antallet af unge på døgninstitutioner, mindske sygefraværet i den offentlige sektor eller nedbringe antallet af tilbagevendende i kriminalforsorgen, siger hun til Ritzau.

Hendes udmelding kommer på baggrund af, at Herning Kommune har afprøvet idéen og forventer at få private til at skyde et tocifret millionbeløb i et projekt, der skal få flere unge i gang med en uddannelse.

Løsningen er bygget op sådan, at en privat investor skyder penge i en kommunes velfærdsopgave. Selve arbejdet vil blive udført af en serviceleverandør.

Gevinsten af investeringen vil i sidste ende afhænge af resultatet, fastslår ministeren.

- Der er den indbyggede mekanisme, at en privat investor løber den økonomiske risiko, og det offentlige betaler kun, hvis man påviser besparelser på de offentlige budgetter.

- Virker indsatsen ikke, har det offentlige ikke haft en udgift til den pågældende indsats, siger hun.

Hun mener den nye model vil kunne blive et nybrud, hvor man kan skabe bedre resultater, end man ser i dag.

- Jeg synes, vi har rigtig meget fokus på at behandle problemer, når det er, de sker, frem for at forsøge at forebygge.

- Hvis vi bare gør, som vi plejer, så får vi også de resultater, vi plejer, og det er desværre ikke altid særlig imponerende, siger hun til Ritzau.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx