Af Ritzau - 13/05-17 14:41; Opdateret: 13/05-17 17:10

Røver kørte rundt med 83-årig i hendes egen bilRøver kørte rundt med 83-årig i hendes egen bil

Fyns Politi fik natten til lørdag en anmeldelse om et hjemmerøveri på Thomas Overskous Vej i Odense.

storybild

Fyns Politi søger vidner, der har set en sølvfarvet Toyota, som en hjemmerøver kørte rundt i i Odense natten til lørdag. Røveriet skete på Thomas Overskous Vej omkring klokken 1.30, oplyser politiet. (Billede: Free/Colourbox)

En 83-årig kvinde blev natten til lørdag udsat for et hjemmerøveri, da en mand trængte ind til hende i hjemmet på Thomas Overskous Vej i Odense.

Det oplyser vagtchef Anders Furbo Therkelsen, Fyns Politi, i en pressemeddelelse.

Han tilbageholdt den ældre kvinde med vold og trusler og tvang hende til at udlevere sin bil.

Omkring klokken 2 - en halv time efter at han var ankommet - tog han bilen og kørte til Sydbanks hæveautomat på Rugårdsvej i Tarup cirka syv minutter væk.

Her hævede han penge fra kvindens hævekort. Hvor mange penge, han slap afsted med, ønsker politiet ikke at oplyse.

Kort tid efter kom han tilbage til kvindens hjem. Han tog hende med i bilen og kørte en tur på omkring 10 minutter til Grønlandsgade, hvor han forlod bilen og spadserede væk ad Kertemindestien i østlig retning.

Kvinden har ikke lidt fysisk overlast og har det efter omstændighederne godt, siger Anders Furbu Therkelsen.

Politiet har lørdag spurgt offentligheden om hjælp, men der er lørdag klokken 16.45 endnu intet gennembrud i sagen.

Fyns Politi søger vidner, der har set kvindens bil mellem klokken 1.30 og 2.45 natten til lørdag. Der er tale om en sølvfarvet Toyota Rav 4 med registreringsnummeret SC96318.

Politiet vil ikke mindst gerne høre fra folk, der kan have set føreren af bilen, eller som har set eller hørt noget i området omkring Thomas Overskous Vej.

Kvinden har beskrevet gerningsmanden som cirka 170 centimeter høj og almindelig til spinkel af bygning. Han talte dansk.

Manden havde en grå regnjakke på med en blå aftegning. Han havde hætten trukket op og havde en hue på, der dækkede ansigtet.

Folk, der har oplysninger, kan kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx