07/11-17 06:03; Opdateret: 07/11-17 09:00

Syv borgmestre tjener bedre end statsministerenSyv borgmestre tjener bedre end statsministeren

Grundet bijob i bestyrelser og udvalg tjener syv borgmestre mere end statsministeren. Enhedslisten kritiserer.

storybild

(Billede: Mads Claus Rasmussen)

København. Hele syv borgmestre kan bryste sig af at være bedre lønnet end statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der tjener 1,5 millioner kroner i runde tal.

Men borgmestrene i København, Aarhus, Herning, Randers, Frederiksberg, Kalundborg og Albertslund tjener bedre end landets leder. I hvert fald hvis man lægger grundlønnen sammen med lønnen for at deres bijob.

- Det synes vi ikke er rimeligt, siger Pelle Dragsted, der er erhvervsordfører for Enhedslisten, som står bag opgørelsen.

Helt generelt skal det være slut med, at borgmestre og regionsformænd hæver en høj grundløn og samtidig tjener hundredtusindvis af kroner for at sidde i bestyrelser og udvalg, der følger af deres hverv.

Partiet kommer derfor med et beslutningsforslag, så borgmestre og regionsformænd får modregnet eventuelle ekstra indtægter i deres borgmesterløn.

- Det handler om at få gjort op med det, vi ser som en dobbeltløn.

- Oven i en i forvejen gavmild løn på omkring en million kroner, får de yderligere meget høje honorarer for at passe deres arbejde for kommunen i en række bestyrelser, siger Pelle Dragsted.

Forslaget følger en af anbefalingerne i Vederlagskommissionen, som sidste år blandt andet foreslog at sætte borgmestres grundløn op.

Folketinget gennemførte forhøjelsen af grundlønnen, men anbefalingen om at modregne eventuel ekstraløn blev ikke gennemført.

Lønnen for borgmestre og regionsrådsformænd blev således forhøjet med 31,4 procent, da borgmesterlønnen ikke var steget siden 1994.

Alternativet og De Radikale har meldt ud, at de er positive over for beslutningsforslaget. Dansk Folkeparti kalder det ligeledes et fint forslag.

Det er dog ikke nok til et flertal, selv hvis SF er med på vognen.

Derfor sætter Enhedslisten sin lid til Socialdemokratiet.

Stigningen af grundlønnen betød eksempelvis, at Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsens (S) årlige borgmestervederlag 1. april i år steg fra 839.671 kroner til 1.123.547 kroner.

Han har siden valgt at frasige sig løn for sit bestyrelsesarbejde.

Men selv om han har valgt at gøre det, har Socialdemokratiet foreløbig afvist at blande sig i borgmestres lønninger.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx