08/02-18 19:03

Problemer med maven? Kostråd passer ikke til alleProblemer med maven? Kostråd passer ikke til alle

Vi bliver rådet til at spise mere fiberrigt, men en gruppe danskere bør holde igen med fibrene.

storybild

Generelt er det en god idé at spise en fiberrig kost, men har man irritabel tarm kan det give øgede luftgener og mavesmerter. Scanpix/Thomas Lekfeldt

København. Spis seks om dagen, vælg fuldkorn, og spis flere fibre. Kostråd og formaninger som dem er indprentet i en eller anden grad i de flestes bevidsthed. Og for langt de fleste er det gode råd.

Men hvis man følger rådet om at skrue op for kostfibrene i kosten og oplever at få ondt i maven, så kan der være en forklaring. Har man irritabel tarm - måske uden at være klar over det - vil fiberrig kost nemlig have en rigtig uheldig effekt.

- Har man irritabel tarm, kan den luftudvikling, der sker, når vi fordøjer fibre, være irritabel for tarmen, fortæller klinisk diætist Stine Junge Albrechtsen, der er forfatter til "Spis tarmen sund - og tab dig".

- Derfor er det så svært at komme med et budskab, der er godt for den generelle befolkning. Der er altid nogle, man skal være særligt opmærksom på, tilføjer hun.

Fødevarestyrelsen anbefaler særligt at få de grove grøntsager indenbords, fordi de har et højt indhold af kostfibre - mellem to og seks gram kostfibre. Grove grøntsager er rodfrugter, kål, bælgfrugter, løg og spinat.

Og det er et godt råd for langt de fleste, fordi det giver en god mæthedsfornemmelse og hjælper fordøjelsen.

- Kostfibre stimulerer mange af de bakterier, som vi ved, er gode til at opretholde normalvægt og holde kroppen sund og rask. Så at spise masser af grønt og fuldkornsprodukter er noget, tarmfloraen synes er rigtig godt, fortæller Stine Junge Albrechtsen.

Men de grove grøntsager kan medvirke til øgede luftgener hos folk med irritabel tarm og dermed mavesmerter. Det gælder eksempelvis kål, løg og bønner.

Michael Mosley er læge og videnskabsjournalist på BBC og står bag den nye bog "Sund mad til kloge tarme". Han mener, at det kan være problematisk med helt generelle kostråd, fordi der er nogle, der falder udenfor.

- Et simpelt råd som "spis flere fibre" gælder ikke for alle. For hvis man har betændelse i tarmen eller irritabel tarm, vil det bare gøre en mere syg. Løg og hvidløg er fantastiske fødevarer, men nogle mennesker reagerer dårligt på dem, fortæller Michael Mosley og tilføjer:

- Mange forstår heller ikke, hvad fibre betyder. Er det at tage et tilskud?

For en god ordens skyld er fibre en del af kulhydrater, som ikke bliver nedbrudt i tarmen. De fortsætter til tyktarmen, hvor de hjælper med at effektivisere fordøjelsen og forebygger forstoppelse og tyktarmsbetændelse ifølge Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Fakta: Har du irritabel tarm?

- Irritabel tarm opstår typisk som barn eller i den unge voksenalder.

- Har man irritabel tarm, vil man opleve perioder med smerte og ubehag i maven.

- Irritabel tarm giver også forstyrrelser af afføringsmønsteret, der typisk veksler mellem diarré og forstoppelse.

- Mavegenerne kan blive udløst ved stress, bekymringer eller angst. Det er dog ikke årsagen til generne.

Kilde: Sundhed.dk.

/ritzau fokus/

Andre læser lige nu

Andre historier

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Forskere har fundet verdens vildeste...
bt.dk
Prins Henriks nevø afslører private...
bt.dk
Se danskernes sidste farvel til prins...
bt.dk
Tidligere dansk Burberry-model kendt...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx