18/07-17 09:23; Opdateret: 18/07-17 10:47

S: Gratis psykologhjælp kan forhindre overfyldte krisecentreS: Gratis psykologhjælp kan forhindre overfyldte krisecentre

Krisecentre landet over har pladsmangel. Både Venstre og Socialdemokratiet vil se på problemet.

storybild

København. Kvinder, der flygter fra vold i hjemmet, risikerer at dukke op på krisecentre, som ikke har plads til at give dem tag over hovedet.

I stedet bliver de sendt til centre i andre landsdele langt fra arbejdet og børnenes skole eller må sove på en madras i et legerum i akutte tilfælde. Sådan lyder det fra flere kvindecentre både i København, på Sjælland og i Jylland.

Det er langtfra i orden, mener Socialdemokratiet.

- Vi er naturligvis bekymrede, hvis det ender med, at nogle bliver afvist på grund af manglende plads. Det kan ingen være tilfredse med, siger ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff.

Den holdning deles af Venstres ligestillingsordfører, Jakob Engel-Schmidt.

- Det er en uacceptabel og uholdbar situation. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe kvinderne og sørge for, at centrene har midler nok, siger han.

Socialdemokratiet vil lægge pres på regeringen for at indføre gratis psykologhjælp på centrene.

Det skal bryde kvindernes mønster med at vende tilbage til en voldelig partner og dermed forhindre, at de igen får behov for en plads på et krisecenter.

- Det vigtigste på kort sigt er, at man bliver tilbudt en plads. Måske er det i den anden ende af landet, men det er bedre end ingenting. På den lange bane handler det om at bryde med voldsmønstret, siger Rasmus Langhoff.

- Det er vigtigt både at komme fysisk i sikkerhed og at blive bygget op igen, så man kan samle sig mod til at bryde med volden. Enten ved at flytte fra eller smide en voldelig kæreste på porten.

1. januar 2016 stoppede en forsøgsordning, som gav kvinder på krisecentre et tilbud om at få fire gratis psykologtimer. Ordningen var finansieret af satspuljemidler og fik i 2015 en positiv evaluering af Socialstyrelsen.

Venstre er åben for at lytte til argumenterne, men lægger sig ikke fast på en løsning. Det vigtigste er, at ingen kvinder får at vide, at der ikke er plads til, at de kan få hjælp.

- Jeg lytter til og overvejer gerne alle gode forslag. Det er også oplagt at se på satspuljen, og ellers er jeg villig til at tale med mine partifæller, om vi kan finde penge på finansloven, siger Jakob Engel-Schmidt.

Socialminister Mai Mercado (K) er på ferie og har derfor ikke mulighed for at kommentere sagen, oplyser ministeriet.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Forening raser mod 'Luksusfælden':...
bt.dk
Dronningens nære veninde har fulgt...
bt.dk
Morgan Freeman beskyldt for...
bt.dk
19-årige Daniel deltog i druk og...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx