29/11-17 15:47; Opdateret: 29/11-17 17:18

Forsvarere spejder efter beviser i sag om udbytteskatForsvarere spejder efter beviser i sag om udbytteskat

Juridisk kan man ikke tale om bedrageri, siger forsvarer for ansat i Skat i sag om 37,4 millioner kroner.

storybild

Retten i Glostrup nærmer sig finalen i Bagmandspolitiets sag om svindel med refusion af udbytteskat. En dommer og to domsmænd afgør torsdag i næste uge, om to tiltalte begik bedrageri med 37,4 millioner kroner. Free/Rune Øgendahl, Ritzau/arkiv

København. - Der er rigtig mange huller i osten.

Udsagnet kommer fra advokat Martin Bekker Henrichsen, der onsdag eftermiddag forsvarer en udlandsdansker i en sag om bedrageri med udbytteskat.

Bagmandspolitiets tiltale mod udlandsdanskeren, der flyttede til USA fra Nordsjælland, og mod en tidligere ansat i Skat i Retten i Glostrup, er fuld af løse ender, lyder kritikken.

For eksempel er der ikke dokumentation for, at udlandsdanskerens selskab, Dee Investment Ltd., faktisk fik de 37,4 millioner kroner, som sagen drejer sig om, mener forsvareren.

Desuden har Skat for længst makuleret de originale ansøgninger, som resulterede i refusionen af udbytteskat. Og oveni mangler oplysninger fra den caraibiske bank, hvor pengene angiveligt havnede. Griffon Bank er nemlig gået konkurs.

Også forsvareren for den 68-årige tidligere ansatte i Skat forsøger at pille tiltalen fra hinanden.

Faktisk er der slet ikke sket bedrageri, mener advokat Lars Henriksen. Hvis der er sket noget strafbart for hans klients vedkommende, kunne man i stedet måske tale om mandatsvig, argumenterer han.

Sagen handler også om bestikkelse. Manden i Skat fik godt to millioner af kammeraten i USA. Det var især et lån mellem gode venner, forstår man.

- Der er ikke ført noget bevis for en sammenhæng mellem ydelsen og Svens tjenestevirksomhed, siger Lars Henriksen.

Det var den 68-årige, der med sine indtastninger som sagsbehandler i Skats kontor for udbytteskat førte Skat bag lyset, så vennen i USA fik de mange millioner, hævder Bagmandspolitiet.

Tidligt om morgenen 28. august 2007 udførte han arbejdet ved skærmen. Da sigtelsen blev rejst 28. april i år, er sagen ikke blevet for gammel i forhold til forældelsesfristen på ti år, mener anklagerne.

Forsvarerne opstiller et andet regnestykke. De siger, at fristen skal regnes fra det tidspunkt, da hovedparten af de i alt 14 ansøgninger blev modtaget i Skat. Disse blev stemplet 25. april 2007. Altså blev sigtelsen først rejst ti år og tre dage senere - og dermed må sagen svinde ind til cirka ti millioner, påpeger forsvarerne.

Til sidst i retsmødet får de to mænd det sidste ord. Men ingen af dem har noget at tilføje, og derefter føres de tilbage til deres fængselsceller. Her har de opholdt sig siden anholdelsen i maj.

Dommer Gerd Sinding og de to lægdommere kommer med afgørelsen torsdag i næste uge.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx