Af Ritzau - 03/03-17 22:41

Flere unge ryger trods ambition om røgfri generationFlere unge ryger trods ambition om røgfri generation

Det er en skræmmende udvikling, at andelene af børn og unge, der ryger, er stigende, lyder det.

storybild

Andelen af børn og unge, der ryger, er stigende, skriver Politiken. (Billede: Colourbox)

Regeringen har en ambition om, at ingen børn og unge skal ryge i år 2030. Men stik imod målsætningen stiger andelen af børn og unge, der ryger.

Det viser en ny undersøgelse af 2000 unges rygevaner i aldersgruppen 16-25 år. Det skriver Politiken lørdag.

Undersøgelsen er udført af Epinion for Kræftens Bekæmpelse. 15 procent af de adspurgte i aldersgruppen svarer, at de ryger cigaretter hver dag.

Ved en tilsvarende undersøgelse et år tidligere var andelen af daglige rygere nede på 13 procent.

Og det er "en skræmmende udvikling", mener direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.

- Når unge begynder at ryge så tidligt, er der langt større risiko for, at de bliver afhængige og får alvorlige skader af tobakken. Unge, der begynder at ryge, risikerer at dø ti år tidligere og have ti dårlige år med sygdom og lidelse mod slutningen af livet.

- Det er en voldsom konsekvens af noget, man begyndte på for sjov, og fordi vennerne gjorde det, siger han til Politiken.

Leif Vestergaard Pedersen mener, at der må skrappe midler i brug, hvis kurven skal knække.

Han nævner et totalt forbud mod at ryge på institutioner med børn og unge og højere priser på cigaretter.

Desuden foreslår han neutrale pakninger med samme kedelige skrifttype samt en skrap håndhævelse af forbuddet mod at sælge tobak til personer under 18 år.

Stigningen på to procentpoint mellem den nye undersøgelse og den for et år siden svarer til en stigning på 15 procent på blot ét år, skriver Politiken.

Desuden er andelen, der har svaret, at de ryger cigaretter enten dagligt eller ugentligt, steget med fire procentpoint til nu 22 procent.

Endelig har 29 procent svaret ja til, at de "ryger cigaretter", hvilket er en stigning på to procentpoint i forhold til året før.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx