Af Ritzau - 26/04-17 06:19

Markant flere børn bliver sendt tidligere i børnehaveMarkant flere børn bliver sendt tidligere i børnehave

Næsten halvdelen af de danske kommuner rykker ifølge fagblad børn op i børnehaven, inden de er fyldt tre år.

storybild

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) anerkender vigtigheden af institutionernes tidlige indsats for børns udvikling. Det vil ifølge Fagbladet FOA også få en fremtrædende plads i det dagtilbudsudspil, som regeringen fremlægger torsdag. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

46 ud af 98 danske kommuner sender børn fra vuggestue eller dagpleje over i børnehave, inden de er fyldt tre år.

Det skriver Fagbladet FOA. Tallet er baseret på en rundspørge blandt kommunerne, som Bureau 2000 har lavet for FOA.

Ifølge fagbladet rykkede kun hver ottende kommune børn under tre år op i børnehaven i 2008.

Det er en dybt problematisk udvikling, mener psykolog og professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet Charlotte Ringsmose.

- Forskning viser, at den tidlige indsats er altafgørende i forhold til at sikre, at børnene har et ordentligt grundlag for den videre læring, siger hun til Fagbladet FOA.

Hun advarer mod konsekvenserne.

- At kommunerne rykker børn tidligere op i børnehaven til en lavere bemanding, det er en direkte modsætning til det, der virker. Det kan skade børnenes udvikling, siger Charlotte Ringsmose.

En børnehaveplads er billigere for kommunen end en vuggestueplads eller en dagplejeplads.

Derfor sparer kommunerne penge ved at rykke børnene tidligere i børnehave.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) anerkender vigtigheden af den tidlige indsats. Det vil ifølge Fagbladet FOA også få en fremtrædende plads i det dagtilbudsudspil, som regeringen fremlægger torsdag.

Men ministeren har tillid til, at kommunerne selv står for at løfte opgaven.

- Ude i kommunerne har de også fokus på den tidlige indsats, og jeg forventer, at kommunerne sikrer, at der er et ordentligt miljø for børnene, skriver Mai Mercado i et skriftligt svar til Fagbladet FOA.

Ministeren siger, at miljø, aktiviteter og organisering af personale skal tilpasses den konkrete børnegruppe, "uanset om det hedder dagpleje, vuggestue, børnehave eller aldersintegreret dagtilbud".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx