Af Ritzau - 25/01-17 12:36; Opdateret: 25/01-17 13:53

Skatteminister betragter sin grønlændersag som afsluttetSkatteminister betragter sin grønlændersag som afsluttet

Karsten Lauritzen vil ikke svare på spørgsmål fra socialdemokrat. Nedværdigende for Folketinget, mener han.

storybild

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er kommet i problemer efter udtalelser om den grønlandske politiker Aleqa Hammond. (Billede: Free/Pressefoto Skatteministeriet.)

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har lagt sagen om sine uheldige udtalelser om det grønlandske folketingsmedlem Aleqa Hammond bag sig.

Blandt andet derfor nægter ministeren onsdag at svare på socialdemokraten Lars Aslan Rasmussens spørgsmål til ham i folketingssalen.

- Jeg har mulighed for at sige, at det der er uden for mit ansvarsområde. Det er helt klart politisk drilleri, siger Lauritzen.

Lars Aslan Rasmussen ville vide, om regeringen har planer om "at købe flere grønlændere i denne valgperiode".

Lauritzen har ved en nytårskur udtalt, at Venstre har "købt en grønlænder" med henvisning til en aftale med Hammond om, at hun blev udnævnt som formand for Grønlandsudvalget i Folketinget.

Ministeren minder om, at han allerede har beklaget sine udtalelser.

- Jeg kommer altid og svarer på spørgsmål fra Folketinget, og det gør jeg hver eneste dag, jeg er aktiv som minister.

- Men det der er politisk drilleri, som nedværdiger Folketinget som institution, og derfor svarer jeg ikke på spørgsmålet. Det er en afsluttet sag, hvor jeg har beklaget, siger Lauritzen.

Lars Aslan Rasmussen mener ikke, det er politisk drilleri. Han vil nu klage til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

Han kalder skatteministeren for en tøsedreng. Men det betragter Lauritzen blot som yderligere drilleri.

Løsgængeren Hammond er en omstridt politiker. En sag om misbrug af Folketingets kreditkort har hun blandt andet på cv'et.

Tidligere har hun også trukket sig som landsstyreformand i Grønland, efter at det var kommet frem, at hun havde brugt mere end 100.000 offentlige kroner til privat forbrug.

Hammond har helt specifikt lavet en aftale med Venstre, som betyder, at hun i sager om kabinetsspørgsmål ikke kommer til at vælte regeringen.

Et kabinetsspørgsmål er et forslag, som en regering sætter til afstemning i Folketinget, og hvor regeringen på forhånd har meddelt, at den vil træde tilbage eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal.

De fire nordatlantiske mandater i Folketinget tilhører rød blok, men Hammond vil altså ikke være med til at vælte en dansk statsminister, hvis det skulle komme så vidt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx