Af Mads Brandsen - 01/11-17 17:01

Mand taget på fersk gerning af politiker: 'Jeg blev ret hidsig'Mand taget på fersk gerning af politiker: 'Jeg blev ret hidsig'

I værste fald kan det give op til seks års fængsel.

storybild

(Billede: Jarl Feyling/Facebook)

På en ellers så fredelig vej i Brønshøj i København er to beboere indirekte røget i totterne på hinanden.

Det begyndte lørdag, da der blev hængt plakater op til kommunal- og regionsrådsvalget.

Den lokale kandidat til Region Hovedstaden, Jarl Feyling (S), blev søndag kontaktet af en kvinde, der havde set en mand pille mellem 10 og 20 valgplakater ned på Veksøvej, hvor han bor. Kvinden nåede at tage et billede, og det viste sig, at plakaterne var smidt i skraldespanden på mandens adresse.

Jarl Feyling opsøgte søndag aften adressen, hvor en kvinde åbner og fortæller, at manden ligger og sover en brandert ud – og at han jo kunne melde det til politiet.

Mandag tog sagen så en ny og overraskende drejning.

»Hun har sendt mig en mail, hvor hun fortæller, at hun har talt med sin mand, og at han fortryder. Plakaterne er nu blevet hængt op et andet sted,« fortæller Jarl Feyling.

Mandag aften skulle han så have mødtes med gerningsmanden – men han lukkede ikke op. Til gengæld tog han telefonen, da metroxpress ringede ham op om sagen.

»Jeg fortryder det, det er helt klart. Jeg blev ret hidsig, da jeg så, at han havde hængt en masse plakater op her på vejen. Jeg tænkte, at de burde spredes lidt mere rundt,« siger M.H., der ikke ønsker sit navn frem.

Det er jo ikke ulovligt at hænge mange plakater op på sin egen vej?

»Nej, men man kan godt lige tage hensyn til de andre, der bor her. Han kan sætte dem hundrede milliarder andre steder. Der hang fem-seks stykker hvor jeg bor, og nu har jeg altså hængt dem, så de hænger med et vist mellemrum.«

Du overtræder straffeloven, når du piller plakaterne ned – også selv om du hænger dem op et andet sted. Hvordan forholder du dig til det?

»Det er jeg klar over.«

Strafferammen for politisk motiveret hærværk er op til seks års fængsel.

»Det ved jeg. Men jeg ved også, at politiet som regel bare giver bøder. Vi må se, hvad der sker,« siger M.H., der lover, at det ikke sker igen.

»Du har lige fortalt mig, at jeg kan få seks års fængsel, hvis det er worst case. Det vil jeg ikke gøre igen. Jeg tror stadig på demokratiet.«

BT har tidligere talt med lektor i strafferet ved Syddansk Universitet, Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, Syddansk Universitet, om netop politisk motiveret hærværk i form af nedtagning af valgplakater.

Han understregede dengang, at det er yderst utænkeligt, at man vil ryge i fængsel i så lang tid som seks år, men fængselsstraffe er muligt, hvis det er groft nok, lød vurderingen.

»Det er svært at svare på, hvorfor strafferammen er så høj. Strafferammen er jo kun et maksimum. Selvom strafferammen er seks år, er det yderst sjældent, at man vil komme derop. Den mindste straf, man kan få for drab, er syv dages fængsel, men det er jo også utænkeligt,« siger han.

Det er straffelovens paragraf 291, stykke 2, der siger, at man i tilfælde af groft hærværk mod valgplakater kan risikere fængsel i op til seks år. Hvis det ikke kan bevises, at det er politisk motiveret, vil gerningsmændene typisk se frem til en bøde i størrelsesordenen 800 til 1.500 kroner.

Metroxpress er bekendt med M.H.s identitet og har valgt at efterkomme hans ønske om ikke at offentliggøre hans navn, da han endnu ikke er hverken sigtet eller tiltalt for hærværket.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx