24/08-17 04:33

Måling: LA-vælgere accepterer tabt kamp om topskatMåling: LA-vælgere accepterer tabt kamp om topskat

Drop at stille ultimative krav og at true med at vælte regeringen, siger Liberal Alliances vælgere i måling.

storybild

Hvis vælgerne skulle trække gardinet for og sætte kryds i stemmeboksen i dag, ville Liberal Alliance stå til at få 6,4 procent af stemmerne, viser den seneste politiske måling fra Voxmeter for Ritzau. Scanpix/Henning Bagger/arkiv

København. Liberal Alliance har ikke fejlet som regeringsparti, selv om slaget om at lette topskatten er tabt.

Sådan lyder dommen blandt et flertal af de vælgere, der ved det seneste folketingsvalg stemte på det liberale parti. Det viser en mindre måling blandt LA-vælgerne, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Målingen er foretaget blandt 247 vælgere, som oplyser, at de stemte på Liberal Alliance ved sidste valg. Den kommer, kort efter at Anders Samuelsen 13. august gav op på partiets ambition og altoverskyggende krav om at sænke topskatten.

I stedet hedder målsætningen nu, at partiet vil fokusere på andre mærkesager som lavere skat i bunden, lavere registreringsafgift og lavere licens.

Men den kursændring ser altså ikke ud til at rykke vælgere, som har stemt på LA. 61,1 procent af de adspurgte mener ikke, at partiet har fejlet. Mens 31,2 procent mener, at LA har trådt ved siden af, viser målingen.

Man kunne have forventet en langt kraftigere reaktion fra partiets vælgere, mener Erik Holstein, der er politisk kommentator på netmediet Altinget.

- Det giver indtryk af, at Liberal Alliances vælgere er ufatteligt loyale med en nærmest kultagtig indstilling til partiet. Og det er nogle ret trofaste vælgere, de har, siger han.

Hvis vælgerne skulle trække gardinet for og sætte kryds i stemmeboksen i dag, ville Liberal Alliance stå til at få 6,4 procent af stemmerne, viser den seneste politiske måling fra Voxmeter.

Det skal ses i lyset af, at partiet ved folketingsvalget i 2015 fik 7,5 procent. Med den udvikling er partiet billigt sluppet, mener Erik Holstein.

- I betragtning af alle de kovendinger, som Anders Samuelsen har foretaget, kunne man have forventet et langt større tab.

Der er dog også hug til LA-toppen i målingen. Partiet bør i fremtiden lade være med at stille ultimative krav og true med at vælte regeringen, mener hele 64 procent af de adspurgte.

Men det er alligevel overraskende, at 27,5 procent mener, at partiet ikke skal holde sig fra den aggressive fremfærd, mener valgforsker Kasper Møller Hansen, som er professor ved Københavns Universitet.

- En tredjedel af vælgerne siger, at LA skulle have stået fast i sin tid. Det er alligevel en relativt stor gruppe, som er skeptisk og gerne så, at man ikke gik på kompromis, siger han.

Målingen er lavet som webmåling i uge 33 blandt 247 vælgere fra hele landet, som stemte på LA ved folketingsvalget.

Den kan ses som et supplement til de "almindelige" meningsmålinger, som Voxmeter og andre meningsmålingsinstitutter løbende foretager blandt alle vælgere for at måle opbakningen til de enkelte partier.

I Ritzau Index, som er et løbende opdateret gennemsnit af meningsmålinger fra seks forskellige institutter, ligger Liberal Alliance i øjeblikket til 6,7 procent af stemmerne.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx