03/11-17 07:03

Guide til bilturen: Spring nytåret ind i udlandetGuide til bilturen: Spring nytåret ind i udlandet

Vil du byde 2018 velkommen i udlandet, ligger Gøteborg, Amsterdam, Prag, Hildesheim og Harzen i en fornuftig køreafstand på maksimalt ti timer fra Danmark.

storybild

Europa. Drømmer du om at hoppe nytåret ind i udlandet, er der masser af muligheder for at lade champagnepropperne springe og overvære det farverige fyrværkeri under andre himmelstrøg.

Kan man være væk i fem dages tid, men maksimalt vil køre otte-ti timer til destinationen, kan man faktisk stadig nå vidt omkring, uanset hvor man bor i landet, fortæller direktøren fra sammenligningssiden Travelmarket, Ole Stouby.

- Umiddelbart er Amsterdam og Berlin klassikere. Men der er også Prag og Paris, som man kan køre til på cirka 10-11 timer, afhængigt af hvor man kommer fra i Jylland, eller hvis man bor på Fyn. I Tyskland får man meget for pengene, og det gør man så sandelig også i Prag, siger han.

FDM travels salgs- og indkøbschef Jesper Ewald nævner også Tyskland som et bud på en spændende og anderledes nytårsdestination.

- Hildesheim syd for Hannover er et sted, man kan nå inden for rimelig kørsel fra både Sjælland og det jyske. Det er anderledes, det er ikke alle, der har hørt om det, og byen har altså noget at byde på, siger han og uddyber:

- Der er historie og flot natur rundt omkring, og hvis man vil, kan man bogstaveligt talt gå en tur i Harzen.

Hildesheim ligger for foden af det populære nordtyske område, og hele Harzen er generelt meget naturskønt, tilføjer Ole Stouby.

- Harzen er et alternativ til storbyferien over nytåret. Der er lidt mere ro og ikke så hektisk.

Bor man på Sjælland, kan det tage ekstra tid at køre sydpå, og vil man ikke køre så langt for at fejre årets sidste dag, kan man i stedet tage nordpå, tipper Ole Stouby.

- Gøteborg er ret fantastisk. Også rent økonomisk er det fornuftigt. Den svenske krone er lav i øjeblikket, den ligger 25 procent under den danske, siger han.

Uanset om man vil springe nytåret ind syd eller nord for Danmark, bør man booke sit ophold i november, inden værelserne er væk, råder Ole Stouby.

Derudover skal man gerne gå efter en destination, som man ønsker at opleve og udforske, inden nytårsfesten starter.

- Jeg synes, det vigtigste er, at man bruger ferien til at opleve nytårsaften væk hjemmefra, men også kombinerer det med aktiviteter, som gør, at man får mere for pengene, når man er afsted, siger Ole Stouby.

- Der er en masse forskellige aktiviteter som kunst, kultur og koncerter i alle byerne. I forhold til om man er ung, ældre, et par eller en børnefamilie, skal man måske finde et sted, hvor der er lækker mad og et arrangement, som er inkluderet i nytårsaftenen, og som passer til ens pengepung og temperament.

Uanset om man vil danse på bordene til den lyse morgen eller vågne frisk og frejdig den 1. januar, har næsten ethvert større hotel i de større byer et nytårsarrangement, lyder det fra Jesper Ewald.

- Man kan få pakkerejser, der inkluderer alt, til både nytår og jul - på nær gaverne, griner han.

Fakta: Nytår i udlandet

- Book borde på restauranterne i forvejen.

- Overvej at leje en lejlighed over Airbnb.

- Undersøg, hvad byerne byder på af spændende tilbud.

Kilde: Ole Stouby.

/ritzau fokus/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx