Af Ritzau - 15/04-17 12:41; Opdateret: 15/04-17 13:46

DF vil rykke cigaretter til automat for at stoppe unges købDF vil rykke cigaretter til automat for at stoppe unges køb

Det er et stort ansvar for unge ekspedienter at bede om id, derfor skal cigaretter købes i automat, mener DF.

storybild

Dansk Folkeparti foreslår, at cigaretter fremover kun skal kunne købes i automater med et dankort. Det skal gøre det sværere for unge under 16 år at købe de sundhedsskadelige cigaretter. (Billede: Scanpix/Sophia Juliane Lydolph)

Hvis det står til Dansk Folkeparti skal danskernes i fremtiden ikke gå til ekspedienten for at købe cigaretter, men i stedet bruge deres dankort i en cigaretautomat i supermarkedet eller kiosken.

- Forretningerne lever ikke op til loven og til det ansvar, de har. Det er ikke i orden. Derfor må vi sikre, at cigaretsalg til børn og unge ikke sker.

- Vi foreslår, at man får lavet automater, hvor man kan trække cigaretter ud med et dankort, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

Dansk Folkepartis forslag kommer efter, at et stikprøve i Politiken har vist, at det er let for unge at købe cigaretter i danske butikker. En 16-årig dreng kunne i testen købe cigaretter i 18 ud af 20 butikker.

Det kan være grænseoverskridende for unge ekspedienter at kræve at se id og tjekke alderen på de handlende, mener ordføreren.

- Kassemedarbejderne er ofte selv unge på 16 eller 17 år, som skal bede andre unge om at vise legitimationskort.

- Det er et stort ansvar, som automaterne vil befri dem for, siger Liselott Blixt.

Hun mener, at automaterne skal indføres i alle butikker landet over, som forhandler cigaretter.

- Ellers vil folk jo bare gå et andet sted hen, hvis der ikke er automater alle steder. Sådan kan vi få styr på det her, siger hun.

Det skal være cigaretproducenterne selv, som skal betale for automaterne, foreslår Dansk Folkeparti.

- Det må helt sikkert være nogle af dem, som tjener penge på cigaretter, der betaler, siger Liselott Blixt.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, mener, at både detailhandlen og regeringen har svigtet, når unge under 16 år uden problemer kan købe smøger.

Han forholder sig ikke til Dansk Folkepartis forslag, men siger, at han vil presse på for at få sundhedsministeren til at tage ansvar.

- Det er dybt alvorligt. Vi skal forholde os til, at tobaksrygning er den værste enkeltstående faktor for sygdom og dødsfald i Danmark. Derfor har vi en lov på området, og den lov skal overholdes, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx