21/09-17 07:03

Fodproblemer: Sådan undgår du ligtorne og smerterFodproblemer: Sådan undgår du ligtorne og smerter

Hård hud og revner i hælene kender mange, men ligtorne, knyster og nedsunken forfod er også udbredte problemer med fødderne.

storybild

Hård hud og ligtorne kan være tegn på, at der er noget galt med de sko, du går i. Free/Coloubox

København. Vores fødder bliver dagligt udsat for stor belastning. Derfor er det vigtigt, at vi passer godt på dem for at undgå en masse dårligdomme.

- Hvis man går i for spidse eller små sko, kan man få nedgroede negle, ligtorne, knyster og hammertæer, siger Sarah Louise Ahlmann Olesen, der er statsautoriseret fodterapeut og ejer af Klinik for fodterapi i Korsør.

For at undgå mange af disse problemer skal man kigge nøje på sit fodtøj, siger hun. Man skal tænke over, hvilken type sko man har brug for til forskellige lejligheder. Er det til sjov og spas, eller er det sko man skal gå meget i?

Hvis man skal gå langt, så skal man droppe høje hæle og sko, fødderne ikke kan ånde i.

- Det skal være sko med en fast hælkappe og støtte til svangen, og så skal den være stødabsorberende. Den skal have en blød sål, som stadig giver støtte, og bunden må ikke være for tynd, siger Sarah Louise Ahlmann Olesen.

Og problemerne opstår både hos kvinder og mænd.

- Der er jo også spidse herresko, som kan danne hård hud og ende med ligtorne, siger fodterapeuten.

Ligtorne er hård hud, der bliver trykket indad som en syl eller en torn, og det kan være meget smertefuldt.

- Man skal derfor flytte årsagen til ligtornen ved at gå over i nogle andre sko eller bruge en indlægssål, siger Sarah Louise Ahlmann Olesen.

Så selv om man måske tænker, at lidt hård hud er harmløst og mere et kosmetisk problem, så skal man tage det alvorligt. Hård hud kan nemlig give fejlstillinger, som kan ende med ondt i fødder, knæ og hofter.

Hård hud kan også udvikle sår, som skal behandles. Derfor er det vigtigt at bekæmpe den hårde hud.

- Når man er i bad, så hav en pimpsten med, som man bruger under vandet, når huden er godt opløst. Den fjerner de døde hudceller, siger Sarah Louise Ahlmann Olesen.

Og husk at brug en god fodcreme bagefter samt strømper og sko, som huden kan ånde igennem.

Torsdag den 21. september er det Fodens Dag, hvor en række fodterapeuter landet over tilbyder gratis fodtjek. Det foregår på torve, pladser, i butikscentre og på apoteker. Se mere på www.fodensdag.dk.

Fakta: Danskernes problemer med fødderne

- 30 procent lider af ondt i fødderne.

- 33 procent har knyster.

- 2-8 procent lider af neglesvamp.

- 10-15 procent af skolebørn har vorter.

- Især kvinder over 45 lider af nedsunken forfod.

- Børn, sportsfolk og gravide er mest plagede af nedgroede negle.

Kilde: Danske Fodterapeuter.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx