Af Bo Poulsen - 30/01-14 20:38

Mand fra Djursland fængslet i mystisk sagMand fra Djursland fængslet i mystisk sag

Hærens sprængstofeksperter har angiveligt været tilkaldt til politiets undersøgelser af en ejendom i Ryomgaard

I en hemmeligholdt kriminalsag fra Djursland er en 33-årig mand torsdag aften blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi.

Hvad sigtelsen drejer sig om, er skjult for offentligheden.

Retsmødet i Randers er blevet holdt bag såkaldt dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at tilhørere ikke må få besked om den sigtelse, der er rejst.

Hærens eksperter i sprængstoffer har ifølge TV 2 Østjylland været tilkaldt til den centrale adresse i sagen i Ryomgaard, og også kemikalieeksperter skal ifølge tv-stationen have været i aktion.

Anholdelsen af den 33-årige og en anden mand på 55 år på adressen fandt sted lidt efter klokken 22 onsdag aften, har Østjyllands Politi oplyst.

Det skete efter "flere dages efterforskning og ransagning," hedder det i en sparsom meddelelse fra politiet.

Ejendommen på Klemstrupvej blev ifølge ekstrabladet.dk bevogtet natten til torsdag af politihjemmeværnet.

Angiveligt skulle 15 til 20 betjente være set arbejde på stedet.

Politiets materiale mod den anholdte 55-årige er tilsyneladende ikke særligt stærkt.

I hvert fald har dommeren i Randers besluttet kun at opretholde anholdelsen af denne mand i tre døgn.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx