03/08-17 08:04; Opdateret: 03/08-17 09:03

Cyberrapport vækker frygt for masseovervågningCyberrapport vækker frygt for masseovervågning

Det er vigtigt at holde balancen mellem et stærkt forsvar og retten til at have sit privatliv i fred, mener R.

storybild

København. For at styrke Danmarks forsvar mod trusler fra cyberspace kan det være nødvendigt med øgede beføjelser til Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed.

Men eksperter advarer i Berlingske om, at det kan føre til, at centret blandt andet vil få adgang til borgernes sundhedsoplysninger. I hvert fald hvis overvejelserne i en rapport sendt til Folketinget i juli bliver til ført ud i livet.

Det bekymrer De Radikale.

- Det vil altid være nemmere at cyberforsvare os, hvis man har adgang til al information, siger politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen (R).

- Men sådan må det aldrig blive. For så bliver vi til et masseovervågningssamfund.

Hun understreger, at De Radikale er enige i, at Danmarks cyberforsvar skal styrkes.

- Men vi skal altid holde balancen for, hvornår det tipper, så vi ikke længere er et retssamfund, siger hun.

- Det bekymrer mig, at der er mulighed for, at det kan komme til at ske. Jeg håber, at regeringen vil lægge afstand til det.

Sofie Carsten Nielsen er ikke alene med sin bekymring. Også Enhedslisten er ifølge Berlingske på vagt.

- Det er afgørende at bekæmpe cyberkriminalitet. Men vi skal stå vagt om grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder, siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen til Berlingske.

Socialdemokratiets Henrik Dam Kristensen bakker derimod tankerne op.

- Det her er den nye form for krig. Private virksomheder har store problemer med hackere, og det skal tages særdeles alvorligt, siger han til Berlingske.

Center for Cybersikkerhed (CFCS) blev oprettet i 2014. Rapporten er en planlagt evaluering af erfaringerne med centret.

Den konkluderer, at centret har gode muligheder for at yde et væsentligt bidrag til at beskytte samfundsvigtige institutioner mod cyberangreb.

Men det fremgår også, at "loven på en række områder begrænser CFCS' muligheder for at yde en optimal indsats".

Samtidig er der de seneste år sket en betydelig stigning i omfanget af cyberangreb mod Danmark, fremgår det. Og cybertruslen vurderes at være meget høj.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx