Af Ritzau - 16/12-16 19:01; Opdateret: 17/12-16 10:18

Indien prøver igen at få dansker i stor våbensag udleveretIndien prøver igen at få dansker i stor våbensag udleveret

Indien vil have Niels Holck udleveret, fordi han i 1995 deltog i en våbennedkastning. Det er tidligere afvist.

storybild

Niels Holck foran Retten i Hillerød i 2010, efter at retten har besluttet, at han ikke kan udleveres til Indien. Senere stadfæstede Østre Landsret afgørelsen. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

I 1995 var danskeren Niels Holck med til at kaste våben ned til oprørere i den indiske delstat Vestbengalen.

Siden har den indiske stat forsøgt at få Niels Holck udleveret til strafforfølgelse, og nu gør man et nyt forsøg.

- Jeg kan bekræfte, at Justitsministeriet har modtaget en udleveringsanmodning fra Indien.

- Rigsadvokaten vil nu behandle anmodningen efter reglerne i udleveringsloven, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en pressemeddelelse.

Han understreger, at det er vigtigt, at sagen behandles så hurtigt, som det kan lade sig gøre, og "med den grundighed som sådanne sager kræver".

Den første indiske anmodning om udlevering af Holck kom, efter at dansk lovgivning i 2002 blev ændret i forbindelse med en terrorpakke.

Ændringen betød, at Danmark åbnede op for muligheden for at udlevere egne statsborgere til lande uden for Norden.

Efter mere end syv års betænkningstid vælger Justitsministeriet i 2010 at imødekomme den indiske begæring.

Men Niels Holck går til domstolene for at undgå udlevering. I november 2010 afgør Retten i Hillerød, at han ikke kan udleveres, da han risikerer at blive udsat for tortur.

I juni 2011 når Østre Landsret samme resultat, og en uge senere oplyser Rigsadvokaten til indernes store forbitrelse, at han ikke vil forsøge at få sagen for Højesteret. Sagen er ikke af principiel karakter, mener Rigsadvokaten.

Afgørelsen fører til en årelang diplomatisk strid mellem Danmark og Indien, der blandt andet lægger hindringer i vejen for dansk eksport til landet.

I den seneste tid har der dog været en opblødning på vej - en opblødning som udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) lægger stor vægt på.

- Fra dansk side tillægges samarbejdet med Indien stor prioritet, hedder det fredag aften i en udtalelse fra Anders Samuelsen.

- Uafhængigt af den retlige proces, som nu startes op, vil vi naturligvis fortsætte den gradvise styrkelse af samarbejdet med Indien, som vi har oplevet over de seneste måneder.

En britisk mand har afsonet flere års fængsel for nedkastningen af våben og lignede til sidst efter eget udsagn en kz-fange. Også den russiske besætning på det fly, hvorfra nedkastningen skete, tilbragte flere år bag tremmer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx