14/12-17 07:21; Opdateret: 14/12-17 09:01

Danmark giver 165 millioner til flygtninge fra SyrienDanmark giver 165 millioner til flygtninge fra Syrien

Konflikten i Syrien fortsætter på syvende år. 13,1 millioner vurderes at have behov for nødhjælp.

storybild

5,3 millioner børn i Syrien vurderes at have behov for nødhjælp. Her ses børn, der venter på hjælp efter et luftangreb i byen Douma tilbage i april. Scanpix/Abd Doumany/arkiv

København. Konflikten i Syrien er en af de allerværste humanitære kriser med ufattelige umenneskelige lidelser.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V). Ministeren meddeler, at Danmark giver et yderligere bidrag på i alt 165 millioner kroner til at hjælpe de syriske flygtninge.

De 65 millioner kroner fordeles mellem danske humanitære organisationer. Yderligere 20 millioner går til FN's befolkningsfond (UNFPA) og 60 millioner til FN's landefonde for Syrien og nabolande.

- Jeg er meget glad for, at mange danske humanitære organisationer gør en kæmpe indsats for at afhjælpe lidelserne og skabe håb for mange mennesker i Syrien og Syriens nærområder, udtaler Ulla Tørnæs i pressemeddelelsen.

Pengene til FN skal blandt andet sikre pigers og kvinders seksuelle sundhed og rettigheder.

Danmark har ifølge Udenrigsministeriet været en af de største humanitære donorer, siden krigen i Syrien startede i 2011.

- Vi stopper ikke nu – men fortsætter med at prioritere den humanitære nødhjælp i en af verdens største humanitære kriser, står der i pressemeddelelsen fra Ulla Tørnæs.

Med det nye bidrag kommer Danmarks samlede donationer til indsatser i Syrien og lande, der har modtaget flygtninge herfra, op over to milliarder kroner.

De danske humanitære organisationer, der får ny støtte til deres arbejde for de syriske flygtninge, er Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Caritas og ADRA.

Ifølge Udenrigsministeriet er 5,5 millioner mennesker flygtet fra Syrien, langt de fleste til nabolandene. Der vurderes at være omkring 18 millioner mennesker tilbage i Syrien. Heraf skønnes det, at 13,1 millioner har behov for nødhjælp.

Udenrigsministeriet påpeger, at situationen er særligt bekymrende for sårbare grupper, herunder de 5,3 millioner børn, der vurderes at have behov for nødhjælp.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Flaskekast, spyt og slag: Unge piger...
bt.dk
Armstrong indgår millionforlig med...
bt.dk
Advarer mod aggressiv og smitsom...
bt.dk
Slips, jakkesæt og testosteron: Over...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx