Af Ritzau - 05/04-17 10:03; Opdateret: 05/04-17 20:41

Politiet beslaglægger biler og motorcykel i hashrazziaPolitiet beslaglægger biler og motorcykel i hashrazzia

15 personer er anholdt og 21 adresser er onsdag blevet ransaget i en aktion mod organiseret hashsalg.

storybild

I kampen mod den organiserede hashhandel på Christiania har politiet onsdag ransaget en rockerborg og 21 andre adresser. Arkivfoto. (Billede: Kristian Kirk Mailand/maimento)

En rockerborg og 20 andre adresser i Københavnsområdet fik onsdag besøg af Københavns Politi i forbindelse med en stor koordineret aktion mod den organiserede hashhandel på Christiania.

Den beslaglagte mængde hash er forholdsvis beskeden: tre kilo samt 1000 joints.

Derudover har politiet blandt andet beslaglagt 755.000 kroner, fire biler og en ny Harley Davidson motorcykel. Af våben har man fundet en pistol, en peberspray og en signalpistol.

Også fire politiskjorter, en politijakke og en politi regnfrakke dukkede op under ransagningerne.

I forbindelse med aktionen er 15 personer blevet anholdt, heriblandt et fuldgyldigt medlem af rockergruppen Hells Angels.

Onsdag formiddag meddelte politiet, at man var i gang med en "større narkooperation" på Siljangade på Amager, hvor Hells Angels har et klubhus.

Først på aftenen oplyser politiet, at man desuden har ransaget 19 andre steder i København samt et sted på Christiania.

I en pressemeddelelse onsdag formiddag sagde ledende politiinspektør Poul Kjeldsen om aktionen:

- Det er vores opfattelse, at vi via en målrettet efterforskning, hvor vi har fulgt pengene fra hashsalget i Pusher Street til et ledende medlem af Hells Angels, har ramt både salgs- og leverandørleddet i Pusher Street hårdt.

Politiet regner med, at otte mænd mellem 19 og 55 år vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag. Her vil anklageren bede dommeren om at lukke dørene for offentligheden.

- En af dem er sigtet for våben, mens de syv andre er sigtet i hashsager, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, der er yderst tilfreds med dagens aktion.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx